60 ÅR I BLOKHUS
Torben Seirup
Mårslet, Danmark
Tekst: Louise Kande – Foto: Privat
– Da jeg var ung, byggede vi vores egne drager med avispapir, brugte tid på at samle dem og sætte dem op, og vi fik tiden til at gå, bare ved at lege. Lege med ingenting, lege med hinanden og lege i naturen. Vi sprang i klitterne, var ofte i Vesterhavet og skulle det være ekstra vagant kunne vi spille minigolf, fortæller Torben Seirup om tiden som barn i Blokhus.
For 60 år siden købte Torbens forældre, Asta og Erik Seirup, et sommerhus ved Bag Sømærket.
– Inden de købte huset i 1956, havde vi ferieret i Blokhus nogle somre i træk. Vi er oprindeligt fra Nørresundby, så det var dejligt at komme ud til frisk luft og Vesterhavet. Mine forældres venner havde et sommerhus på Egonsvej, som vi flittigt benyttede. Og så blev mine forældre forelsket i Blokhus.
Valget faldt på det lille sorte træ-sommerhus med hvide vinduer og skodder – placeret på Bag Sømærket. Der var tradition for, at man navngav husene efter familierelationer. Asta og Erik navngav huset ”TIM” – opkaldt efter Torben og søsteren Inge Merete.
– Vi var tit i sommerhuset i 6-7 uger i træk. Far arbejdede i Aalborg og tog frem og tilbage med bussen, mens mor holdt skansen med Inge Merete og jeg. Når far tog afsted, tog vi alle tre tidligt ned og morgenbadede, og så badede Inge Merete og jeg selv midt på dagen, og når han kom tilbage fra Aalborg badede vi igen. Og vejret var altid godt om sommeren! Det behøver ikke at have været sådan, men det er mine ændringer og solen skinnede altid, siger Torben med et smil på læben.
Torben overtager huset
Torben er i dag 69 år, og arbejder stadig indimellem for Jammerbugt Kommune, hvor han er Specialtandlæge i tandregulering ved Tandplejen. Til dagligt bor han i Mårslet ved Århus sammen med konen, Vibeke Seirup. – Vi har været gift siden 1972; hun ligner én på godt 40, men er altså fyldt 66 år.
Sammen har de datteren Katrin Seirup og sønnen Jeppe Seirup. I 1997 fortæller Katrin sin far, at han nu skal være morfar og det sætter tanker i gang hos Torben. – Ja, det er vel Katrin som var medvirkende til, at Vibeke og jeg overtager sommerhuset i 1997. Katrin har altid været så glad for at være heroppe med sine bedsteforældre – Asta og Erik, og nu kunne vi pludselig give vores børn og børnebørn mulighed for at samles om nogle af de samme dejlige minder, forklarer Torben.
I 1999 beslutter Vibeke og Torben sig for at fjerne det gamle sommerhus og bygge et nyt og tidsvarende sommerhus ovenpå det samme fundament.
Tiden går – meget sker – minderne forbliver
– Jeg oplever barndommen igen – gennem dem, fortæller Torben kontant, da jeg spørger ham, hvad det bedste er, ved at være morfar i sommerhuset i Blokhus. – I går var vi nede på stranden at sætte drager op. Det brugte jeg jo også barndommen på. Lave en drage med avispapir og bruge tid på at samle den og sætte den op. Det vækker minder og er rigtig hyggeligt, siger han.
Vibeke og Torben har lige haft Jeppes tre børn på ferie i en uge og nu er forældrene kommet herop og skal være i denne uge. – Ja, det er jo en fantastisk oplevelse at holde ferie med sine børnebørn. De har cyklerne med, og så cykler vi en masse ture, er vi på café, i Gateway Blokhus og indimellem tager vi et smut forbi Zoologisk Have eller tager en eftermiddag ved Rubjerg Knude. Vi bor bare så fint! Vi kan hurtigt komme til byen og samtidig er vi ikke generet af støj fra byen. Vi bor sådan, at vi hurtigt kan komme til og fra Blokhus, kun 500 meter fra vandet og der er let adgang over til skoven. Vores sommerhus, og Blokhus som by, ligger bare rigtig godt placeret i forhold til at komme rundt, forklarer Torben.
En by med drive og aktiviteter
Vibeke og Torben forsøger så ofte som muligt være i Blokhus. Der er sket en fantastisk udvikling af turismen de sidste 60 år. Det er meget glædeligt; byen blomstrer op og er virkelig kommet på landkortet. Der er så mange gode tilbud heroppe – aktiviteter som er rigtig godt besøgt. Det er et udtryk for, at der er rigtig mange mennesker og at der er plads til alle. Spredningen er så stor på udbudssiden – den rammer alle. Vi har bl.a. folkefesten på Torvet som børnene og børnebørnene elsker, og så har vi de små intime koncerter ”næsten ude i klitterne”, siger Torben, der samtidig er glad for, at man som destination har valgt at satse på den brede børnefamilie.
Men selvom området byder på mange aktiviteter, events og tilbud er det naturen, stranden og den stille fred og ro, der trækker familien Seirup til Blokhus – måned efter måned, år efter år.
– Det er jo et enestående område. Vi elsker og vandre, cykle en masse ture, tage på ”udflugt” ved naturområderne som Nørre sø og Blokhus Klitplantage, som vi også viser vores gæster rundt i. Vi føler os i det hele taget rigtig trygge heroppe, og vi føler os ”hjemme”. Det er et dejligt sted for vores børnebørn -dem kan vi jo sagtens lade løbe alene.
At rejse er at leve
Vibeke og Torben er nogle aktive mennesker. De elsker at rejse og opleve nye kulturer og destinationer. Senest har de været i Iran på busferie og cykelferie i Pyrenæerne over den lange bjergkæde, der strækker sig fra Biscayen til Middelhavet. Når den danske sommer går på hæld, tager de på endnu en cykelferie – på Mallorca. Men i mellemtiden nyder de altså Blokhus. – Her elsker