Duften af hav, lyden af bølger og synet af de ikoniske blå kuttere. I det autentiske fiskerleje Thorupstrand venter en særlig oplevelse, og midt i det hele finder du Haw’caféen, som åbner for sæsonen til påske.
Her er det især én ret, der får gæsterne til at vende tilbage.
Med udsigt til Vesterhavet serveres der nemlig en særlig version af stjerneskud. Den lille café mærker tydeligt, at flere og flere har fået øjnene op for den populære signaturret, og hvordan det for mange er blevet et fast stop, når turen går til vestkysten
Den 26-årige indehaver Julie Olsen, der er født i en fiskerfamilie og opvokset i Thorupstrand, fortæller at stjerneskuddet er blevet mere og mere eftertragtet. -Vi får stor ros for vores stjerneskud. Vi gør også meget ud af det, og det kan smages. Det består bl.a. af friskfangede fiskefileter, der naturligvis er hjemmepanerede. Det er pyntet med store, flotte rejer og en hjemmerørt dressing. Gæsterne sætter stor pris på den gode smag, vi står for. Det er nok også derfor, det er en bestseller.
Stjerneskuddet kan enten nydes på stedet, hvis vejret tillader det, eller som take away.
– Mange plejer at nyde en gåtur på stranden og opleve fiskermiljøet med de flotte blå kuttere. Og helt oplagt hertil er selvfølgelig at smage et af vores stjerneskud med de lokale specialiteter fanget i havet ud for Thorupstrand, fortæller hun.
Så skal du selv have en bid af Thorupstrand eller måske imponere gæsterne med et særligt indslag på påskebordet, så vil et stjerneskud fra Haw’caféen alt andet lige være noget, der bringer den autentiske stemning fra Vesterhavet helt tæt på.
– Vi er klar til at fremtrylle den lækre specialitet hver dag i påsken, slutter Julie Olsen.


Stærke rødder
Julie Olsen har arbejdet i det lille spisested i flere år, og da muligheden bød sig for at overtage forpagtningen, greb hun chancen.
– Selvom jeg i dag bor ved Fjerritslev sammen med min kæreste, har jeg stærke rødder i Thorupstrand. Derfor var det helt naturligt for mig at søge forpagtningen og føre stedet videre, fortæller hun.
Bygningen ejes af Jammerbugt Kommune, som også så positivt på, at en lokal med kendskab til området skulle stå i spidsen for caféen.
Lokale fortællinger med i købet
For Julie Olsen er caféen mere end bare mad. Det er også en mulighed for at dele historien om det sted, hun selv er vokset op.
– Mange er nysgerrige på Thorupstrand og livet her. Jeg fortæller gerne om det – det er blevet en naturlig del af oplevelsen, siger hun.
Hos Hawcaféen får gæsterne dermed ikke kun et godt måltid, men også et lille indblik i det liv og de traditioner, der gør Thorupstrand til noget helt særligt.







