I efterårsferien er der fokus på de spændende blæksprutter hos Nordsøen Oceanarium, og sidst i oktober gentages en stor succes, når der igen inviteres til spektakulært havfrueshow.
Det oplyser Nordsøen Oceanarium i en pressemeddelelse.
Efterårsferien er spækket med sjove og lærerige aktiviteter hos Nordsøen Oceanarium, og det er med et helt særligt dyr i centrum.
Her kan hele familien blive klogere på de finurlige blæksprutter, som vi har mindst 10 arter af i de danske farvande.

Hver dag i efterårsferien kan gæster overvære en spændende blækspruttedissektion foran Oceanariet, hvor der bliver set nærmere på dens indre og fortalt om dens helt særlige anatomi og egenskaber.
Hvorfor har blæksprutten for eksempel tre hjerter og endnu flere hjerner, og hvad gør den så god til lynhurtigt at kamuflere sig for omgivelserne?
Derudover er der masser af sjov på programmet med blæksprutten i fokus.
Du kan blandt andet gå på blækspruttejagt i mørket med mulighed for at vinde en gigantisk blækspruttebamse. Du kan tage en selfie med en kæmpeblæksprutte, lave din egen blæksprutte af garn i det kreative hjørne eller se tegnefilmen Blæksprutten Brian i Oceanariets biograf.
Hvis sulten skal stilles, er der lækre blæksprutter på menuen i caféen.
Det særlige blækspruttetema på Nordsøen Oceanarium kører fra den 7. til den 20. oktober.
Spektakulært havfrueshow i Oceanariet
Lørdag den 26. oktober vender en fortryllende succes tilbage, når havfruen Karin Prehst Lund Madsen hopper i det store Oceanarium og udfører sit spektakulære havfrueshow for store og små.
Her vil den elegante havfrue dykke rundt blandt klumpfisk, hajer og andre fisk og skabe en mindeværdig oplevelse for hele familien.
Efter showet er der meet and greet med havfruen foran Oceanariet, hvor der er mulighed for at tage et billede med havfruen, røre halen og få svar på spørgsmål, der presser sig på til en ægte havfrue.
Sov med klumpfiskene
Få en helt unik oplevelse i din efterårsferie. Prøv at overnatte i oceanariet og sove sammen med klumpfiskene.