Tekst: Louise Kande – Foto: Presse
Danmarks Statistik har netop offentliggjort de sidste tal for feriehusudlejningen i 2015, og heraf fremgår det, at 2015 er rekordår, særligt for tyskere. Danmarks Statistik har tal tilbage til 1992, og aldrig siden har tyskere tilbragt flere uger i danske feriehuse end i 2015.
Hos Sol og Strand Feriehusudlejnings afdeling i Blokhus har man også kunnet mærke tilstrømningen af sommerhusgæster i det forgangne år. 2014 var med 5.193 udlejede uger et rigtigt godt år, og de nyeste tal viser, at feriehuse i Jammerbugt Kommune kun er blevet mere populære siden. I 2015 er antallet nemlig steget til 5.724 udlejede uger – en udvikling, der gavner lokalområdet i kraft af den stigende turismeomsætning.
Flere rejsende fra fjerne egne
2015 blev derfor et godt år for udlejning af sommerhuse i Jammerbugt Kommune, og det skyldes ikke mindst, at området mere end nogensinde er en populær feriedestination blandt vores naboer mod syd.
– Vi har haft mange tyske besøgende i 2015, og det er klart tyskerne, der tegner sig for den største del af bookingerne. Men når det er sagt, så har vi også set flere turister end tidligere, som kommer fra mere eksotiske og fjerne egne. Det er spændende at opleve, hvordan området er kommet i søgelyset som feriedestination hos personer, som sandsynligvis ikke tidligere ville have fundet på at holde ferie her, afslutter bureauchef Tina Boelt Sørensen fra Sol og Strand Feriehusudlejning i Blokhus.