Tekst & Foto: Lotte Kande
Knap 100 erhvervsfolk fra Jammerbugt Kommune var i går aftes, tirsdag d. 7. november, med til kåringen af Årets Iværksætter 2017 på Kulturhuset i Blokhus. Blandt de nominerede finalister var også Jysk Betonrenovering, Børnenes Univers og S.E.P Nord, men det var altså Blokhus By Camping, der kunne bryste sig af den flotte pris.
Det er ottende gang, at Årets Iværksætterpris uddeles af Vækst Jammerbugt, og om baggrunden for, at hæderen denne gang skulle tilfalde campingpladsen, sagde erhvervsforeningens formand, Brian Bertelsen, blandt andet – ”Blokhus By Camping har med Inge Vestergaard og Karsten Jepsen ved roret på få år udviklet Blokhus By Camping til en unik campingplads med faciliteter til den moderne campist. Inge og Karsten er blandt andet nomineret til prisen for deres store engagement i at skabe samhørringhed mellem campingpladsen og det omkringliggende miljø, for at skabe bedre trafikale vilkår omkring pladsen, samt for deres frivillige arbejde med forskellige råd, foreninger og kommune. Endvidere fremstår virksomheden som rollemodel, de møder deres kunder i ”øjenhøjde” og på professionel vis, og slutteligt er nøgletal og væsentlige parametre steget markant det seneste år”.
Også på de sociale medier har Blokhus By Camping fået roser med på vejen. Her lyder argumenterne bl.a. ”Blokhus by Camping – Inge og Carsten fortjener prisen. De gør så meget til at Blokhus bliver et sted man bare bliver nødt til at besøge”, ”De har fortjent det”, ”De har gode visioner” osv.
Det var et berørt camping-par, der modtog prisen. Inge Vestergaard takkede for opbakningen og lagde stor vægt på, at værdien af et sundt erhvervsliv, gode oplevelsesmuligheder og den stigende lyst til at besøge Blokhus bl.a. var medvirkende til at campingpladsen var i en sund udvikling.
Sidste års vinder af Iværksætterprisen, Anita Michaelsen fra Kunstcaféen i Blokhus videregav prisen, som udover æren bestod af et pengebeløb på kr. 5.000,-, som kan anvendes efter eget valg.
Erhvervsforeningen for Jammerbugt Kommune ønsker med uddelingen af iværksætterprisen at sætte fokus på iværksætterlyst og præmierer en succesfuld iværksætter, der over en kort årrække har vist evne og vilje til vækst og som kan fremstår som rollemodel for de mange, der overvejer at starte egen virksomhed.