Blokhus
imported

Blokhus Efterårsfestival

DET SKER: Hæslige havhekse, vild wrestling og kool kartofler - sjove oplevelser for hele familien

Tekst: Lotte Kande – Foto: Poul Nymark

Traditionen tro byder Blokhus Efterårsfestival på både sjove og (u)hyggelige aktiviteter for hele familien i uge 42. Erhvervsforeningen Destination Blokhus præsenterer nemlig igen i år et spændende efterårsprogram med flere end 100 aktiviteter – der passer til alle aldre. Programmet byder både på gamle kendinge og nye, sjove oplevelser.

En fortryllet aften i Blokhus

Til at skyde Efterårsfestivallen godt i gang vil der, mandag den 17. oktober, være fortryllende oplevelser for både store og små. Når mørket falder på sænker (u)hyggen sig over Blokhus. I teltet på Blokhus Torv kan man først på aftenen opleve ild, farver og brag til AAU’s store kemishow. Det populære havhekseløb er naturligvis også at finde på programmet denne aften. De onde havhekse og grusomme pirater har rottet sig sammen om at plyndre og overtage Blokhus. Deltag i det (u)hyggelige opgaveløb og hjælp med at finde bogstaverne og det magiske ord, som kan tænde Blokhuskanonen og beskytte byen. Samme aften kan man dekorere (u)hyggelige sten i teltet, blive sminket med ansigtsmaling, tilberede heksefingre over bål, lave store magiske sæbebobler eller blive fortryllet af den talentfulde tryllekunstner Nikolaj. På scenen er der koncert med Ulrik Music, kendt fra Romhandleren og i pausen spreder orientens mystik sig, når en af Danmarks bedste mavedansere går på scenen. Den magiske aften slutter traditionen tro af med et kæmpe fyrværkerishow på Blokhus Strand kl. 21.15.

Kan du løbe fra sultne Zombier?

Det populær Zombie Fun Run er naturligvis også tilbage. Sidste år deltog næsten 700 personer i det skræmmende familieløb som foregår i Gateway Blokhus efter mørkets frembrud. Løbet, der arrangeres i samarbejde med PGU Runners, afholdes i år onsdag den 19. oktober. Hver løber udstyres med 3 liv, som sultne zombier forsøger at stjæle på den 2,5km lange familierute. De løbere som “overlever” modtager et sejt diplom som præmie. Zombie Run kan være lidt skræmmende, så det anbefales at børn løber sammen med voksne. Der er rift om pladserne, så husk at booke hjemmefra.

Efterårssjov for de mindste

For familiens mindste er der sjov og ballade hele ugen. Torsdag i uge 42 sørger klovnen Happy for et sturt, sturt show, når han byder indenfor i teltet til en børnevenlig Cirkus- og Jongleringsforestilling med efterfølgende workshop. Har man glemt frokosten denne dag, kan man i pausen deltage i Blokhus Mesterskab i Flødebollespisning. Her gælder det selvfølgelig om at spise flest flødeboller. Der er også Børnenes Rekorddag, børneloppemarked og masser af skønne workshops, herunder bl.a. græskarudskæring.

Natur og Kultur

Områdets helt særlige og smukke natur med skov, den brede hvide strand og det brusende Vesterhav danner også rammen om oplevelser i efterårsferien. Tag f.eks. et forfriskende morgenbad i Vesterhavet sammen med badeklubben Søstjernerne hver morgen klokken 08.00, hop på MTB og udforsk området med Saltum Trim, Spil lasergame og se hvem der er den bedste skarpskytte eller hvad med at tage med på en skøn efterårsvandring på ukendte stier? Biologerne Badass Biology inviterer på skovtur, hvor skovens forunderlige verden kan opleves gennem lup eller hvad med at lede efter rav på stranden? Torsdag er der mulighed for at dykke ned i den lokale historie med by-guiden Birgit Christensen og til dem der gerne vil forkæle smagsløgene afholdes det populære høstmarked onsdag den 19. oktober. Alt i alt er der lagt op til en efterårsferie med masser af sjove og (u)hyggelige aktiviteter – som passer til alle aldre. Herudover byder ugen også på Anderæs, Hoppedag i teltet, Snapchat opgaveløb, guidede ture og hos erhvervet er der blandt andet Lysfald i Fårup Sommerland, Kunst i Blokhus i Kulturhuset og meget mere. Det bliver bestemt ikke kedeligt at holde efterårsferie i Blokhus.

Velkommen.

 

 

 

Læs om fantastiske oplevelser og events