Nyheder
imported

Blokhus FC i aftenkamp

Møder Ringkøbing i dag kl. 19.00

 Møder Ringkøbing i dag kl. 19.00

Et travlt forårsprogram i 2. division er nu i gang og den blå bølge ruller for fuld fart den kommende tid…



Lørdag blev det til en god sejr ude over Kjellerup IF og onsdag d. 1. maj kl. 19.00 gælder det Ringkøbing på hjemmebane. Her venter en hård kamp selvom gæsterne har været inde i en mindre god stime.



– Det bliver en svær kamp mod et stærkt hold, som kommer med fysisk styrke, energi og gejst. Jeg mener de har kvaliteterne til en højere placering i tabellen, lyder vurderingen fra cheftræner Bo Zinck forud for mødet med Ringkøbing IF.



Trods en sund respekt for modstanderen er Bo Zinck dog heller ikke i tvivl om målet for kampen. Den skal vindes, og det er der en stor tro på kan lykkes så længe takterne fra Kjellerup kampen, og dele af Brabrand kampen der før, tages med ind i opgøret.



– Vi skal være klar og det har jeg en stor tro på vi er. Senest spillede vi en god kamp og vandt fortjent. Det skal vi bygge videre på, og det kræver vi tør spille vores spil, og mod Ringkøbing kræver ligeledes at vi matcher det arbejdsraseri de højst sandsynligt leverer, forklarer Zinck som nu tager tropperne ind i en meget travl periode.



Efter Ringkøbing ventersåledes endnu en hjemmekamp lørdag d. 4. maj kl. 15.00, hvor Søllerød-Vedbæk kommer på besøg. Onsdagen efter d. 8. maj gælder det en spændende kamp ude mod Thisted FC og allerede igen søndag d. 12. maj en mindst lige så spændende kamp på hjemmebane mod topholdet Aarhus Fremad.



Toppen af tabellen er heller ikke fjern for de blåblusede fra Jammerbugten. Vindes kampen mod Ringkøbing IF onsdag, rykker det unge divisionsmandskab op på en tredjeplads i 2. division vest.



– Det bliver rigtig spændende om vi kan snuppe tredjepladsen onsdag, og jeg håber vi kan give publikum en god oplevelse. Jeg håber også, at vi må opleve samme opbakning som i kampen mod Brabrand, hvor vores tilskuere virkelig var på. Det var en fornøjelse, og det betyder meget, slutter Bo Zinck inden de sidste forberedelser til kampen onsdag venter.



Med andre ord er der masser af gode grunde til at komme på stadion den næste tid. Den første gode grund er i morgen onsdag d. 1. maj når den blå bølge ruller ind over Jetsmark Stadion mod Ringkøbing IF kl. 19.00.

Læs om fantastiske oplevelser og events