Det danske sommervejr er lunefuldt. Det var det sidste år, og det har gentaget sig indtil skrivende stund i år. Blæst og regn har fyldt meget i forhold til blå himmel, høj sol og vindstille vejr. Det har man også bemærket på Blokhus Fiskerestaurant, fortæller Olav Bergsøe Pedersen. Han er imidlertid fortrøstningsfuld og har bevaret optimismen på trods af det drilagtige vejr. Således kan han fortælle, at omsætningen i restauranten trods vejr og vind holder niveauet fra sidste år.
Et stærkt, erfarent og motiveret personale
Blokhus Fiskerestaurant er klædt godt på til højsæsonen i form af et serviceminded og stærkt personale, som består af velkendte gode kræfter med godt kendskab til arbejdet. Selv betegner Olav det som en fantastisk bemanding. I år har han endvidere den glæde at have fået yderligere forstærkning i form af, at datteren er kommet fra New York for at hjælpe til. Det er i hvert fald noget, der får solen til at skinne i restauranten, selv om den måske ikke altid gør det udenfor.
Et dejligt voksent publikum
Som Olav udtrykker det, så venter vi bare på sommeren og noget solskin, men heldigvis har vi masser af siddepladser indenfor, siger han med et glimt i øjet. – Og vi har her i Blokhus Fiskerestaurant et dejligt voksent publikum, som typisk har planlagt besøget. Her på stedet disponerer gæsterne over det eller de borde, de har booket, hele aftenen. Folk kommer for at hygge sig med god mad og drikke i hyggeligt selskab. Det skal der være plads og tid til, lyder det fra Olav. – Samtidig er gæster, der bare dropper ind og går relativt hurtigt igen, naturligvis også særdeles velkomne, tilføjer han.
For at blive i det maritime så holder Blokhus Fiskerestaurant skruen i vandet, mens de venter på det gode vejr. – Og det kommer nok, siger Olav – og forhåbentlig inden vi skal ud og købe juletræer.