Søndag d. 20. august fyldes luftrummet over Blokhus med alt fra propelfly, gyrokoptere, veteranfly og hjemmebyggede fly. Det er underholdning for hele familien, og altid en sikker publikumstræffer med tusindvis af mennesker på Blokhus Strand, når Erhvervsforeningen Destination Blokhus afholder det store Blokhus Fly-In.
Det er en stor oplevelse, når ca. 20 forskellige fly lander en efter en på den brede hvide strand med Vesterhavet som kulisse til den ene side og de hvide klitter til den anden.
Fly der skiller sig ud
Som altid er der stor interesse for at være med i arrangementet. Det er dog kun de mest rutinerede, der får lov til at deltage, da det kræver en stor portion erfaring og præcision at lande på den ujævne strand. Blokhus Fly-In 2023 er et lukket arrangement, hvilket betyder, at det ikke er muligt at deltage som pilot, medmindre det er aftalt med arrangørerne
Blandt de udvalgte deltagere er flyklubben “Antonov 2 Sweden”, som kommer i et fly, som formår at skille sig ekstra ud i det ellers helt særlige felt af interessante fly. Et russisk bygget passagerfly i to etager af typen Antonov fra 1980, som nu er i svensk eje. Det er de 2 rutinerende piloter 78 årige Kjell Brattfors og 59 årige Johan Ahlgren, som er at finde i cockpittet, og det er dem, der skal føre flyet sikkert til landing.
Desuden ankommer Jesper Borbye i sin vandflyver, en SeaRey, og den er Danmarks eneste privatejede søflyver, der både kan lande på jorden, men også direkte på vandet.
Meet & Greet
Niels Hemmingsen, direktør i Aalborg Lufthavn, byder velkommen. Han har en fortid i Flyvevåbnet, og står klar på stranden til at byde piloterne velkommen til Blokhus. Når flyene er landet, kan de blive studeret indgående, i forbindelse med det meget populære Meet & Greet på stranden.
Her står piloterne står klar til at fortælle om deres fly og ikke mindst om deres til tider dramatiske oplevelser og erfaringer i luften.
Arrangørerne bag Blokhus Fly-In 2023 forventer at arrangementet igen i år bliver et tilløbsstykke, og de krydser fingre for et perfekt flyvejr, men oplyser samtidig at de er nødt til at tage forbehold for vindforholdene. Sikkerheden er altoverskyggende, så hvis vejret ikke arter sig, kan arrangementet aflyses.