Søndag 18. august fyldes luftrummet over Blokhus med alt fra propelfly, gyrokoptere, veteranfly og hjemmebyggede fly. Det er underholdning for hele familien, og altid en sikker publikumstræffer med tusindvis af mennesker på Blokhus Strand, når Erhvervsforeningen Destination Blokhus afholder det store Blokhus Fly-In, som for første gang blev afholdt i 2014.
Det er en stor oplevelse, når cirka 20 forskellige fly lander en efter en på den brede hvide strand med Vesterhavet som kulisse til den ene side og de hvide klitter til den anden.
Fly der skiller sig ud
Interessen for at deltage i årets jubilæums arrangement har været ekstraordinært stort. Det er dog kun de mest rutinerede, der får lov til at deltage, da det kræver en stor portion erfaring og præcision at lande på den ujævne strand. Desuden har arbejdsgruppen bag Blokhus Fly-In lagt særlig fokus på udvælgelse af forskellige artede flytyper, for at give publikum den størst mulige oplevelse, når de besøger den hvide sandstrand.
Blokhus Fly-In 2024 er et lukket arrangement, hvilket betyder, at det ikke er muligt at deltage som pilot, medmindre det er aftalt med arrangørerne.
Meet & Greet
Niels Hemmingsen, direktør i Aalborg Lufthavn, byder velkommen. Han har en fortid i Flyvevåbnet, og står klar på stranden til at byde piloterne velkommen til Blokhus. Når flyene er landet, kan de blive studeret indgående, når der er det meget populære Meet & Greet på stranden.
Her står piloterne klar til at fortælle om deres fly og ikke mindst om deres oplevelser og erfaringer i luften.
Arrangørerne bag Blokhus Fly-In 2024 forventer at arrangementet igen i år bliver et tilløbsstykke, og de krydser fingre for et perfekt flyvevejr, men oplyser samtidig at de er nødt til at tage forbehold for vindforholdene. Sikkerheden er altoverskyggende, så hvis vejret ikke arter sig, kan arrangementet aflyses.
Publikum opfodres til at holde øje på blokhus.dk for opdateringer.