Blokhus

Blokhus markerer 80-året for Danmarks befrielse

Stort mindearrangement på stranden

Den 4. maj er det 80 år siden Danmark blev befriet efter fem års besættelse. Det markeres i Blokhus med et stemningsfuldt arrangement på stranden, hvor lokale foreninger er gået sammen om at skabe en særlig mindeaften med både fællesskab, historiefortælling og musik.

Mindehøjtideligheden starter klokken 17.30, hvor alle inviteres til at tage egne picnictæpper og borde med og nyde aftensmaden på stranden. Flere lokale restauranter tilbyder takeaway, så det er muligt at sammensætte en lækker middag med udsigt over Vesterhavet. Efter fællesspisningen opfordres alle til at folde deres medbragte røde og hvide paraplyer ud. Sammen vil deltagerne danne et stort 80-tal på stranden, som et visuelt symbol på den historiske dato. Kort efter vil et Hercules-fly fra Flyvevåbnet passere hen over stranden og kaste såkaldte flares, som er lysende varmespor, der normalt bruges til at forvirre varmesøgende missiler. Herefter begynder selve mindehøjtideligheden med musik,sang og mindetale, inden Blokhus Kanonlaug markerer aftenen med en kanonsalutering. I løbet af dagen vil der desuden være aktiviteter målrettet børnefamilier, – en tidsrejsende modstandsmand, der fortæller om livet under besættelsen. Der skal findes et nedfaldssted via hemmelige koder og spor, som bringer deltagerne tættere på krigens historier. Dagen byder på byvandring og fortællinger, med start fra mødelokalet på Torvet 7B kl. 14.00, Tilmelding senest 3. maj kl. 12.00 via SMS på 20 60 36 41. Pris: 50 kr. pr. person.

Arrangementet 4. maj skaber forbindelse mellem fortid og nutid i en tid hvor fred og frihed ikke længere kan tages for givet.

Bag arrangementet står Søstjernerne, Blokhus Kanonlaug, Blokhus Strand Bådlaug og Erhvervsforeningen Destination Blokhus.

Læs om fantastiske oplevelser og events