Nyheder
imported

Blokhus offentliggør det 1. navn til sommerkoncerterne på Torvet

Årets første navn til sommerkoncerterne på Torvet, kan hermed afsløres; Hjalmer. Et stærkt musikalsk match, som igen i 2019 vil være garant for en stor oplevelse på Torvet i Blokhus torsdag d. 25. juli.

Blokhus avis – hele Jammerbugtens avis

Hjalmer på Torvet i Blokhus torsdag d. 25. juli 2019

Foto: Poul Nymark
Publikum kan glæde sig til ét af landets største sangskrivere i et eksklusivt og musikalsk møde på Torvet i Blokhus torsdag d. 25. juli, oplyser Karl Korfits på vegne af arbejdsgruppen, der repræsenterer Erhvervsforeningen Destination Blokhus, erhvervslivet, VisitJammerbugten og lokale ildsjæle.
Et glædeligt gensyn
Hjalmer var også på scenen på Torvet i Blokhus i 2018 – til mere end 5000 gæster, og det skal han igen. – Den unge fynbo, Hjalmer, der netop har vundet titlen som ”Årets nye navn” til Zulu Awards, er godt i gang med at charmere sig ind på livet af danskerne, med varme og klassiske popsange om flygtig kærlighed og ungdommens udfordringer. Teksterne er alle relaterbare, og han formår virkelig at ramme en bred fanskare på trods af de “ungdommelige” emner.  Vi ved fra sidste år, at han trækker unge teenagere, familier med børn og ældre på Torvet. Det bliver en fornøjelse at se hvilken stemning den unge herre skaber igen torsdag d. 25. juli, siger Karl Korfits og fortsætter: – Sommerkoncerterne handler om den gode stemning og publikumsfavoritter, men også om nyere kunstnere, der kan sætte sit helt særlige præg på programmet – dem, der er fremtidens superstjerner, akkurat som Hjalmer.
Hver uge hele sommeren
Scenen vil hele sommeren byde på landskendte navne, som sikrer byens gæster oplevelser, som det nu engang kendes fra Torvet i Blokhus. I år tæller rækken af koncerter – som finder sted hver torsdag fra d. 4. juli til og med 8. august – da også optræden af mange øvrige og store navne, siger Karl Korfits, der dog hemmeligholder hvem de er – lidt endnu. 
Opvarmning af Romhandleren
Til at varme publikum op, inden Hjalmer går på scenen torsdag d. 25. juli, har arbejdsgruppen igen i år allieret sig med det populære festorkester, ”Romhandleren”, der med mange års erfaring inden for stort set alle slags arrangementer, spiller musik fra de seneste 6 årtier. 

 

Læs om fantastiske oplevelser og events