Tekst: Karl Korfits – Foto: Presse
Hver af festivalerne danner rammen for ca. 15 orkestres optræden og oplevelser i Blokhus, til dels Aalborg og ligeledes i Fårup Sommerland.
De mange orkestre eller musikkorps hører hver til forskellige skoler eller byer i Norge. Turen til Danmark er belønning for årets slid i øvelokalerne og naturligvis er det også velgørende for de dygtige musikkorps at få lejlighed til at vise, hvad de evner at præstere. I Blokhus har orkestrene såvel Scenen som Torvet og ikke mindst hele Blokhus by til at vise, hvordan orkestrene mestrer musikken, giver koncerter og optræden med Tattoo.
Orkestrene konkurrerer også indbyrdes om at vinde forskellige priser. Nordsøfestivalen afsluttes således med præmieoverrækkelser og naturligvis koncert på Torvet.
Forud for dette har man i Blokhus kunnet opleve koncerter i forskelligt omfang. Til tider genlyder hele byen af festlig og gjaldende musik, når korpsene føler lyst til enten at træne eller blot berige Blokhus med deres glade toner.
Fornøjelser
Dem skal der også være plads til. Således indgår et besøg i Cirkus eller en tur til Fårup Sommerland i det indholdsrige program, ligesom en tur ind til Aalborg normalt også er en del af oplevelsen.
28 års samarbejde
De tætte musikalske bånd mellem Blokhus og Norge er knyttet primært af to Hædersmænd, nemlig direktør Eigil Frost, Eurotourist og musikfestivalleder Knud Rasmussen. Gennem 28 år har de to været garanter for tusinder af norske børns gode oplevelser i Blokhus. Knud Rasmussen har gradvist inddraget sin familie i ledelsen af festivalen og får i dag assistance af sine to børn med svigerbørn og nu også børnebørn i afviklingen af festivalerne.
Blokhus har grund til at være beæret over, at de norske musikkorps bruger byen og Hotel Nordsøen som base for deres oplevelser i Nordjylland. Således falder det også naturligt, at byen er medarrangør af såvel velkomst som afslutning på Torvet udtaler Karl Korfits.
Set & sket
I år blev Nordsøfestivalen åbnet med musik og tale ved Turist- og Ervhvervschef Anders Stryhn lørdag den 18. juni kl. 16. Efterfølgende blev de inviteret til Anderæs ved Fiskernes Hus.