Blokhus

Blokhus skal reddes

(U)hyggelig aften til Havhekseløb

Når mørket falder på, og efteråret for alvor melder sin ankomst, inviterer Erhvervsforeningen Destination Blokhus til en stemningsfuld aften fyldt med leg, kreativitet og (u)hygge for hele familien.

Mandag aften – den 13. oktober – kan børn og voksne sammen kaste sig ud i Havhekseløbet 2025, hvor onde havhekse truer med at lægge Blokhus i evigt mørke og havgus. Kun ved at finde de skjulte bogstaver rundt i byen og samle dem til ét magisk ord, kan deltagerne bryde forbandelsen. Opgaveløbet byder på spændende poster og udfordringer for alle sanser og der er præmier til alle, der tør være med, oplyser eventansvarlig Jannie Ratke på vegne af arrangørerne.

På Blokhus Torv venter flere oplevelser. I krea-teltet kan man slippe fantasien løs og lave både uhyggelige Halloween-sten og smukke lanterner til terrassen. Ved bålet kan hele familien lune sig og riste skumfiduser som, når de er helt bløde og slimede, kan klemmes mellem mariekiks til de klassiske s’mores.

Kort med oversigt over posterne udleveres på Blokhus Torv fra kl. 17.30.

-Vi glæder os meget til at kunne afholde Havhekseløbet. Det er en utrolig populær oplevelse her i efterårsferien, og det forventer vi også det bliver i år. Som følge af den store interesse kan der opstå lidt ventetid fra start, så vil man undgå kø, så er det bedst at møde op efter de første deltagere er sendt ud på ruten, siger Jannie Ratke. Sidste mulige afgang er kl. 20.00.

Der er lagt op til en magisk aften, hvor fællesskab, fantasi og hygge er i centrum. Helt perfekt til at skabe minder sammen i efterårsmørket.

Løbet er for alle og varer ca. 1 time.

Havhekse Blokhus

Læs om fantastiske oplevelser og events