Løkken

Bodil og Lenes drøm

Specialbutik fyldt med danske delikatesser og kunsthåndværk

Det er svært ikke at lade sig friste, når man træder indenfor hos ”Lækkeriet” i Løkken. Danske og lokale delikatesser såsom is fra Hebbelstrupgård, brød fra DahlLuther, Thy Kukies, produkter fra Hybengården, tapasanretninger, liflige dråber fra Skotlander blander sig med kreativt og smukt kunsthåndværk i den lille butik i Nørregade, der emmer af hygge og god smag.

Bag disken står makkerparret Lene Bast Nielsen og Bodil Shupert, som lærte hinanden at kende gennem deres tidligere fælles arbejdsplads. En dag faldt snakken på drømme – og om der var noget, de stadig gerne ville nå i livet. Det viste sig, at de delte ønsket om at åbne deres egen lille butik, som de i begyndelsen kaldte en “kiosk”.

– Vi gik og legede med tanken om at åbne en lille butik, og en dag, mens vi gik en tur i byen, fik vi øje på det her lokale. Dengang blev det brugt som udstilling for Knudegarn, som er vores nabo i dag, fortæller Lene Bast Nielsen, der med et smil indrømmer, at hun nok har en “bette købmand” i maven.

– Som 12-årig startede jeg i en købmandsbutik, som min faster bestyrede. Det var ”Høkeren” på Pirupshvarrevej i Blokhus, og jeg syntes, det var fantastisk at arbejde der.

De fik hurtigt kontakt med ejeren af lokalet, og kort efter stod de med en lejekontrakt i hånden. Så gik de i gang. De indrettede butikken med brugte reoler, diske og andet inventar – heriblandt en 25 år gammel prismelysekrone fra Tjekkiet, der tidligere havde hængt i en herskabslejlighed i Aalborg.

– Vi brugte rigtig mange timer på at tale om konceptet, og heldigvis har vi samme tilgang til, hvordan vi gerne vil drive butikken. Det sværeste var faktisk at finde på et navn. Men Lækkeriet passer godt til den stemning og de produkter, vi gerne vil præsentere, siger Lene Bast Nielsen.

For omkring et år siden slog de dørene op til butikken, som for længst har vokset sig ud over “kiosk”-idéen. Lækkeriet er i dag en lille oase, hvor besøgende ikke blot kan købe danske specialiteter og kunsthåndværk – men også få en sanselig oplevelse.

– Vores ambition er at gøre folk glade og præsentere dem for produkter, de måske ikke lige finder andre steder. Der findes ikke én vare herinde, som vi ikke selv har smagt. Vi sælger ikke noget, vi ikke selv kan lide, siger Lene Bast Nielsen, der har boet hele sit liv i Løkken.

Et eventyr

Lækkeriet er et hjertebarn – et “con amore-projekt”, som de to kvinder driver ved siden af deres øvrige arbejde. Bodil Shupert, der bor i Lønstrup, har fuldtidsjob, mens Lene Bast Nielsen har timer på Aabybro Mejeri. De passer butikken på skift, og selv om fritiden er knap, har de ikke fortrudt.

– Jeg er virkelig taknemmelig for, at vi har fået mulighed for at kaste os ud i det her eventyr. Lækkeriet føles ikke som arbejde – vi elsker at give kunderne en god oplevelse. Bodil og jeg supplerer hinanden godt – det, den ene ikke kan, kan den anden, siger Lene Bast Nielsen.

Kunderne har da også taget rigtig godt imod den nye specialbutik i Løkken – ikke mindst de lokale, hvilket glæder Lene Bast Nielsen.

– Vi var selvfølgelig spændte på, hvordan vi ville blive modtaget, men både turister og fastboende har virkelig taget godt imod os.

Lækkeriet har åbent fredag, lørdag og søndag uden for højsæsonen. I juli måned er der åbent hver dag undtagen mandag.

Læs om fantastiske oplevelser og events