Der er hyggelige oplevelser i vente i handelsbyen Brovst hele sommeren.
Hver torsdag fra 2. juli til og med 30. juli kl. 10.00-14.00 byder byen på et helt særligt program, hvor du både kan besøge den gamle herregård Bratskov og nyde sommerstemningen i forretningsgaden.
Den smukke herregård, som står i flot bindingsværk omkranset af en dejlig parkhave, vil blive åbnet op for besøgende, og de gamle stuer vil blive vækket til live, når omkring 100 lokale ildsjæle fra Brovst og omegn er udklædte i historiske dragter og fremviser de gamle håndværk og traditioner, præcis som i ”de gode gamle dage”.
Besøg smeden ved hans esse, skomageren, kurvefletteren og skolestuen. Nyd en kaffe og kage på brostenene under parasollerne i gården, når de søde damer svinger kaffekanderne. Gå en tur i de smukke lokaler og få en snert af historiens vingesus. Et besøg vækker altid begejstring for både store og små.
Sommerhandel og oplevelser
Går turen til Brovst, så er det værd at aflægge et besøg i forretningerne i Jernbanegade. Byen er kommet i sommerstemning. -Der er altid gode muligheder for at gå på shopping og gøre en god handel. Vi har et bredt forretningsliv, som altid har attraktive tilbud på hylderne, forsikrer formand i Brovst Handelsforening, Bo Kølby Nielsen.
Handelsstandsforeningen står også bag flere sommeroplevelser i bymidten. Den 22. juli er der gode tilbud og livemusik samtidig med at forretningerne holder åbent til kl. 21. Er børnene med på tur og skal have en ekstra skøn oplevelse, så kan alle køre en gratis tur med toget Brovst Fut rundt i byens gader.
29. juli får byen besøg af PostNord Cykelløbet mens der den 9. august er Sommersang på Bratskov, hvor forskellige kunstnere samler musikinteresserede til koncertoplevelse i herregårdsparken.


