Brovst

Brovst Handel samlet til generalforsamling

Status og blik mod nye oplevelser

Brovst Handelsstandsforening havde indkaldt til generalforsamling, og 18. marts var medlemmerne samlet i Brovst Hallen.

Generalforsamlingen bød på status over årets succeser, nye spændende events og også planer om en stor satsning i 2025.

Aftenen blev indledt med fællesspisning – sponsoreret af Sparekassen Danmark, og formand Bo Kølby fremlagde bestyrelsens beretning, hvor der bl.a. blev gjort status på foreningens aktiviteter i 2024.
Et enkelt af foreningens arrangementer fandt uheldigvis sted på en rigtig stormfuld dag i august og måtte desværre aflyses, men derudover har foreningen været vært for forskellige events i løbet af året, herunder bl.a. påskeaktiviteter, by night, bildag og juleaktiviteter i forbindelse med Black Friday.
Foreningen har udover aktiviteterne i Jernbanegade også et positivt samarbejde med aktørerne bag sommerens Levendegørelse og Sommersang på Herregården Bratskov.
Der blev generelt udtrykt tilfredshed med de gennemførte aktiviteter.
Regnskabet viste et tilfredsstillende resultat på 42.000 kr. og blev godkendt.

Eventprogram for 2025

På generalforsamlingen fremlagde bestyrelsen også årets planlagte arrangementer, som bl.a. er påskeaktiviteter i midtbyen, by night 27. juni og 29. august, hvor der også vil være live musik. Hver torsdag i juli vil man kunne opleve hvordan den smukke, gamle herregård Bratskov levendegøres med gamle håndværkstraditioner, musik og aktører i flotte dragter. Parken ved Bratskov danner også ramme om Sommersang 10. august, hvor der optræder flere kendte kunstnere bl.a. fra Kandis, Tørfisk, Jane & Shane, Johnny Madsen Jam mfl.
16. august vil der igen blive arrangeret kæmpe bildag hvor alle, der har passion for biler, inviteres til en spændende dag i handelsgaden. Der bliver udstilling af veteranbiler, amerikaner biler, specialbiler, motorcykler samt forskellige biler fra egnens autoforhandlere, så der bliver rig lejlighed til at se nærmere på de mange flotte køretøjer. 

DM Speedway finale

En hel ny aktivitet i 2025, som handelsstandsforeningen forventer sig meget af, bliver Speedway Dag. Et arrangement, der ligger tæt op ad den store DM Speedway finale, der finder sted på Brovst Speedwaybane 25. juni. Lørdagen forud – den 21. juni supplerer Brovst Handelsstandsforening, i samarbejde med speedwayklubben, en udstilling af speedwaycykler og motorcykler. Her kan gæsterne også møde stjernerne samt sikre sig autografer, og for de mindste er der gratis minispeedway. Sammen med en række gode tilbud er der lagt op til en spændende formiddag i Jernbanegade.

Under eventuelt blev der drøftet anvendelse af foreningens likvide beholdning. Fra de fremmødte blev der rejst et ønske om at arbejde med at arrangere en større event i 2025. Et arrangement, hvor der kunne inviteres en fremtrædende kunstner, der formår at trække publikum fra et større område. Det blev drøftet hvor vigtigt det er at handelsgaden i Brovst formår at tiltrække en yngre målgruppe, som skal sikre forretningslivet mange år frem, og det kan en større event eller koncert være med til at sikre.
Noget som bestyrelsen vil tage til sig og undersøge mulighederne for.

Den nye bestyrelse

Den nye bestyrelse er fremadrettet Bo Kølby (Expert ) formand, Jeanette Carnhed (Carnheds Corner), Martin Pedersen (Spar), Jan Poulsen (Godik), Aleks Wendel (Jekas Hund & Kat). Vibeke Thomsen udtræder af bestyrelsen og blev erstattet af Jens Christian Nielsen fra Hr. Nielsens Specialiteter.

Suppleanter er Morten Brix (EDC Mæglerne) og Alex Thomsen (Brovst Maleforretning)

Læs om fantastiske oplevelser og events