Nyheder

Brug for alle landets hjerteløbere

Ny version af hjerteløber-appen skal sikre hurtigere hjælp ved hjertestop og tiltrække flere frivillige
Hjerteløber med hjertestarter og mobil

Siden lanceringen i 2017 har Hjerteløberordningen oplevet stor opbakning i befolkningen. Hver dag året rundt smider 75 frivillige hjerteløbere, hvad de har i hænderne, for at redde et andet menneskes liv i forbindelse med et hjertestop uden for hospital. Nu udruller TrygFonden en ny og forbedret version af hjerteløber-appen. For nogle vil det foregå, helt uden at de skal foretage sig noget, mens andre aktivt skal downloade den nye app, som er tilgængelig fra torsdag den 12. september. Derfor opfordrer TrygFonden alle nuværende og potentielle hjerteløbere til at følge ekstra nøje med i kommunikation fra Hjerteløberordningen de kommende dage.

TrygFonden lancerede i samarbejde med Region Hovedstadens Akutberedskab Hjerteløberordningen i 2017, og i maj 2020 blev ordningen landsdækkende. Hjerteløberne er et supplement til kerneopgaven i regionernes akutberedskaber i forbindelse med hjertestop uden for hospital. Aktivering af hjerteløberne øger chancen for hurtig hjertelungeredning og stød med en hjertestarter, inden ambulancen ankommer. Hjerteløberne giver også lokal tryghed og skaber engagement i lokalområderne.

Ny og forbedret hjerteløber-app

Torsdag 12. september udrullede en ny og forbedret version af hjerteløber-appen med en række forbedringer for både hjerteløberne og selve ordningen. Fx vil der være en funktion, hvor man som hjerteløber kan tippe, hvis en hjertestarter i det offentlige rum ser ud til ikke at fungere eller ikke er registreret på kortet i appen. Dermed kan man være med til at sikre, at de hjertestartere, der er registreret på Hjertestarter.dk, virker, og at vi får så mange hjertestartere som muligt registreret.

– Hjerteløberne vil fremover også kunne registrere deres hjemkommuner i hjerteløber-appen. Det giver os en kæmpe fordel, når vi skal kigge på, hvor godt man er dækket ind med hjerteløbere i hver enkelt af landets 98 kommuner, og det betyder også, at vi kan målrette vores rekrutteringsindsatser særligt mod de kommuner, hvor der er brug for flere hjerteløbere, siger Grethe Thomas, projektchef i TrygFonden.

Den nye app og den platform, den er bygget på, er også en fremtidssikring af hjerteløber-appen, som både nu og i fremtiden skal spille sammen med akutberedskabernes IT-systemer og tilpasse sig den hastige udvikling inden for mobiltelefon-teknologien. Den nye app inkluderer funktioner som mulighed for at rapportere defekte hjertestartere og registrere hjerteløberens hjemkommune. Dette vil hjælpe med at målrette rekrutteringsindsatsen, især i tyndt befolkede områder, hvor der er et større behov for hjerteløbere.

TrygFonden opfordrer alle, der er fyldt 18 år, er klar til at træde til for andre, og som føler sig robuste nok, til at blive hjerteløbere.

Hjerteløber app med alarm

Læs om fantastiske oplevelser og events