Blokhus

Butik Skaarup tiltrækker både danske og udenlandske gæster

Garnhobby er populært blandt unge og ældre

Butik Skaarup ligger tæt på indfaldsvejene til Hune. Det er en hyggelig garnforretning, der byder på kvalitetsgarn, håndarbejdstilbehør og gaveartikler. Specialforretningen er et populært samlingspunkt for håndarbejdsentusiaster, og både lokale samt turister fra Norge, Sverige og Tyskland besøger butikken.
Forretningen ejes af Helle Skaarup Poulsen, der selv er passioneret omkring garnhobbyen. Hun fortæller, at det giver hende ro at arbejde med hænderne, og hun tror, at denne afstressende effekt er en af grundene til, at strikning og hækling er så populært i dag.
-Unge familier har ofte en travl hverdag, og garnhobbyen kan give mental ro og fungere som terapi. Den giver mulighed for at lukke af for omverdenen og fordybe sig, forklarer hun.
Hun tilføjer også, at de dygtige designere er med til at gøre hobbyen spændende ved at præsentere nye teknikker og mønstre, som inspirerer både unge og ældre. På den måde holdes interessen i live.

Kvalitetsgarn og gaveartikler

Butik Skaarup har et velassorteret udvalg af kvalitetsgarn, herunder hele Filcolanas sortiment. Nyheder i butikken inkluderer Rowangarn, som er velegnet til grovere strik, og garn fra Mohair by Canard. Der er løbende udskiftning i sortimentet, hvilket giver kunderne anledning til at komme igen. Der er også et rum med varer nedsat med 40 %, hvor man kan gøre en god handel.
Foruden garn byder butikken på et udvalg af gaveartikler, såsom skind- og striktasker herunder blandt andet vandafvisende tasker fra Kintobe, hjemmesko i uld fra Haflinger, filtede fugle og blomster, små broderikits samt smykker fra Hornvarefabrikken. Der er også tørklæder og lidt sødt, så der er altid mulighed for at finde en gave til sig selv eller som værtindegave.
Helle Skaarup Poulsen har mange års erfaring med strikning og står altid klar til at dele ud af sin viden. Det er først for nylig, hun har åbnet sin forretning i Hune, og hun stortrives som selvstændig.
-Det er skønt at være herre i eget hus. Samtidig giver hverdagen i butikken mig mulighed for at dyrke min hobby i arbejdslivet, og det er helt vidunderligt, afslutter hun.

Læs om fantastiske oplevelser og events