Der var stor opmærksomhed omkring rugemaskinen ved turistinfo vinduet på Torvet i påsken.
Alle blikke var centreret omkring æggene, der med små farvemærker, var genstand for gæt på, hvilket æg, der indeholdt den først udklækkede kylling.
Spændingen blev udløst sen aften netop 1. april kl. ca. 23.30 kom den første kylling til verden og lod sig se i rugemaskinen.
Det blå æg
Således kunne det helt enkelt konstateres, at det var et af de blå æg, der var gevinstchance på.
Og blandt de mange, der havde gætte på, at det blå æg blev udruget først blev der udtrukket en vinder, som fik sin præmie overrakt netop ved rugemaskinen.
Egentlig var det blot Farmor Lis Klitgaard, der havde tid til at modtage præmien, da de ledsagende børnebørn, Amelia, Cornelius og Maximilian var fuldt opslugte af at holde øje med rugemaskinen, hvor der netop samtidig var en ny kylling på vej ud i verden fra sit trange ophold i et af æggene.
Som et lille kuriosum kunne turist- og eventkonsulent Jannie Ratke berette, at der nogle timer før æggende begyndte at klække kunne høres tydelige pippelyde fra æggene.
På økologisk ejendom
Efter udklækningen bliver kyllingerne nogle timer i rugemaskinen for at tørre og derefter bliver de flyttet til en varmekasse, hvor de i løbet af få timer begynder at søge efter mad og drikke. Når de således har vænnet sig til at stå på egne ben venter der dem et frit liv sammen med andre økologiske høns på en ejendom i nærheden.