Nyheder

Cykelturismen bør fremhæves

 | FOTO: Presse
Ser potentiale i flere gæster til Blokhus

Ann Cathrine Thorhauge, indehaver af Restaurant Nordstjernen i Blokhus, ser et uudnyttet potentiale i cykelturisme, og det har ført til at hun gerne vil stille sig frem og italesætte det.

Hun mener, der kan gøres yderligere for skabe opmærksomhed overfor cykelgæster omkring de forskellige muligheder, som cyklister kan gøre brug af – enten som besøgende i Blokhus eller til dem, der måske bare er på gennemrejse, og det vil hun gerne være bannerfører for.

Hun ser gerne at kendskabet øges, og der bliver lagt yderligere vægt på de fremragende muligheder, der faktisk er – både for at opleve det skønne område, benytte de gode faciliteter og udnytte de muligheder, der bliver stillet til rådighed for cyklisterne.

– Det tror jeg appellerer til rigtig mange, som dyrker cykling på hobbyplan, og det kan være med til at få endnu flere cykelgæster til området, fortæller hun.

Pakkeløsning til cyklister

Restaurant Nordstjernen har ofte samarbejdet med Blokhus Feriecenter om en pakkeløsning, hvor der tilbydes overnatning og forplejning under ét.

Tidligere har de f.eks. haft besøg af en norsk cykelgruppe, som havde stor glæde af et kort ophold, hvor de kunne overnatte på feriecenteret i Blokhus og efterfølgende spise morgenbuffet på Restaurant Nordstjernen.
Nordmændene var enormt begejstrede for Blokhus, stranden og naturen i området. De var på shopping, og så besøgte de også nogle af de øvrige restauranter i byen, når de skulle ud og spise til aften.

– Så det er jo hele byen, der får glæde af, at vi får sat yderligere fokus på mulighederne, fastslår Ann Cathrine Thorhauge og fortsætter:
Det er blot ét eksempel på en cykelgruppe, men der eksisterer mange flere, som har cykling som hobby og kunne være interesseret i tilbuddet. De kunne f.eks. tage en vennetur eller en hyggelig familietur på nogle få dage, og så skal de bare lige vide, at der egentlig er de her gode muligheder og faciliteter for dem.

Bedre faciliteter for cykelgæster

På Blokhus Feriecenter er der f.eks. etableret en bedre cykel-kælder, hvor cyklerne kan opbevares i et aflåst rum. Man kan hygge sig i badelandet eller wellness, og der kan udnyttes den ledige kapacitet, der evt. måtte være i skuldersæsonen, udtaler Inge Valbirk fra Blokhus Feriecenter, så hun synes også det er en god idé at få slået et slag for cykelturismen, og ser det heller ikke som usandsynligt, at der er et potentiale i at få flere cykelgrupper til området.

Læs om fantastiske oplevelser og events