Blokhus

Cyklende rådgiver skal spare energi for danskerne


Jammerbugt Kommune får i år besøg af en cyklende rådgiver fra Energistyrelsen, der skal hjælpe danskerne med at spare på energien i en tid med høje priser og klimakrise.
Energirådgivere med gode ben træder sig nemlig igennem sommerlandet for at give tips til at spare energi ved en række pop-up events, og den 19. juli rammer cykel og rådgiver Jammerbugt Kommune.
– De høje energipriser har givet mange flere opkald til vores rådgivningstjeneste, så nu sender vi rådgivere ud for at hjælpe med at spare energi. Der kan være overraskende meget at spare med enkle tiltag, og det er da sjovere at bruge pengene på is end på elregninger, siger Matilde Grøn Bjørneboe, ansvarlig SparEnergi.dk, Energistyrelsens rådgivningstjeneste.

Sommerens sparetips
De cyklende rådgivere skal være med til at sprede budskabet om en ny kampagne – ”Én ting er sikkert. Og det er grønt”, der har som mål at få danskerne til at spare på energien med en række konkrete og årstidsbestemte sparetips.
Årsagen er selvfølgelig, at der lige nu er historisk høje energipriser, stort klimafokus og pres på det europæiske gasmarked.
Denne sommer fokuserer rådene blandt andet på at bruge tørresnoren, tage kortere varme bade og afkoble elektriske apparater før ferien.
Anne Kathrine Jensen er én af de rådgivere, der kommer til at cykle landet rundt på en cykel proppet med gode råd og inspiration til at spare energi, penge og CO2.
– Det er altid fedt at møde folk ansigt til ansigt, og det giver en helt anden værdi, når man kan spørge ind til specifikke forhold. For huse er vidt forskellige. Men der er næsten altid nogle gode muligheder for at få et bedre hus eller sommerhus med lavere energiudgifter, siger hun.

Møde den cyklende energirådgiver:

Tirsdag 19. juli

  • 10.00-11.00, SuperBrugsen, Fjerritslev
  • 12.00-13.00, Feriecenter Slettestrand, Fjerritslev
  • 15.00-16.00, Blokhus Torv, Blokhus
  • 16.30-17.30, Spar i Hune, Blokhus

5 gode spare-råd til sommeren

  • Sommerluk varmeanlægget og spar op mod 5 pct. af din årlige varmeregning.
  • Tag kortere varme bade og spar op mod 5.000 kr. om året.
  • Brug tørresnoren, så får tørretumbleren og dit strømforbrug en pause. Spar op til 2.500 kr.
  • Brug strømmen, når den er billigst. Prisen for strøm skifter hele tiden, og den er typisk billigst om natten.
  • Sluk apparater og maskiner på kontakten, inden du tager på ferie, så sluger de ikke strøm, når du alligevel ikke er hjemme.

Læs om fantastiske oplevelser og events