Nyheder
imported

Danmarks sjoveste klasseværelse åbner for gymnasie- og folkeskoleelever

Fårup Sommerland har i samarbejde med Nørresundby Gymnasium & HF udviklet en udvidelse til den populære forlystelsesparks eksisterende undervisningssystem.

Udvidelsen giver gymnasieelever mulighed for at kombinere sjov og læring, som blandt andet kan afprøves i selskab med landets folkeskoleelever til Fårup Sommerlands temauge i august.

I 2018 lancerede Fårup Sommerland et nyt og spændende undervisningssystem tilpasset elever i indskolingen, mellemtrinet og udskolingen. Nu er forlystelsesparken klar til at udvide konceptet og kan i samarbejde med Nørresundby Gymnasium & HF præsentere helt nyt materiale målrettet gymnasieelever.

– Vi har udviklet et seriøst og lærerigt undervisningsmateriale, som omfatter en række opgaver, der udfordrer gymnasieeleverne på deres evne til at afprøve teori i praksis. Eleverne skal blandt andet rundt og opleve det sjove og anderledes læringsmiljø, som parken repræsenterer, for at indsamle data til opgaverne, fortæller Niels Jørgen Jensen, som er adm. direktør i Fårup Sommerland og understreger:

– Selvom vi lægger stor vægt på, at det skal være sjovt at lære, så har det været mindst lige så vigtigt for os at sikre, at materialet lever op til gymnasiets lærerplaner. Derfor har Nørresundby Gymnasium & HF været den faglige partner på projektet, hvor både lærere og elever har givet input og testet opgaverne.

Det nye gymnasierettede materiale omfatter opgavepakker på henholdsvis A-, B- og C-niveau i faget fysik og C-niveau i faget biologi. Opgaverne kan løses enkeltfagligt eller på tværs af fagene og handler blandt andet om de kræfter, som Fårup Sommerlands forlystelser producerer og overfører til gæster, der prøver dem. Undervisningen tager således udgangspunkt i virkeligheden, hvilket gør det nemt for eleverne at relatere til:

– Det er godt at kunne tage eleverne med ud af klasserummet og kunne snakke energibevarelse og mekanik i mere praktisk anvendelse. Det giver en bredere forståelse, når cirkelbevægelsen på klassen bliver til en tur i Lynet og dens loops, fortæller Morten Poulsen, som er fysiklærer på Nørresundby Gymnasium & HF. Undervisningsmaterialet er gratis tilgængeligt på Fårup Sommerlands hjemmeside allerede nu.

Undervisningsuge i sommerlandet

Landets gymnasieelever kan godt begynde at glæde sig til at skifte klasseundervisningen ud med et læringsbesøg i Fårup Sommerland. Parken har nemlig fuld gang i dette års sæson, som blandt andet byder på en temauge med fokus på undervisning og læring i uge 34, hvor sommerlandets nye undervisningsmateriale kan prøves af.

– Vi glæder os til at byde velkommen til landets gymnasier i august. Et besøg i Fårup Sommerland under temaugen kan blandt andet være en stor fordel for nye gymnasieelever, fordi de får en unik mulighed for at styrke et nyt fællesskab, fortæller Niels Jørgen Jensen og slutter:

– Det er dog en attraktiv og relevant mulighed for elever i alle aldre, da vores undervisningskoncept foruden det sociale aspekt skaber rammerne for vigtig og vedkommende læring.

Under temaugen er det desuden muligt at prøve kræfter med Fårups læringsmateriale målrettet folkeskoleelever, som blandt andet indeholder opgaver til fagene dansk, matematik og engelsk om talforståelse, genkendelse af geometriske former, læsning og trafiksikkerhed.

I uge 34 er prisen på indgangsbilletten til Fårup Sommerland reduceret til 99 kroner for skole- og gymnasieelever.

 

Læs om fantastiske oplevelser og events