Tiden afgør, hvilken model der kommer i spil
Meget naturligt er også ungdoms- og breddefodbold ramt af tiltagene, der skal forhindre yderligere spredning af COVID-19 virus.
Serieholdene skulle i den sidste weekend af marts have sparket sæsonen i gang, men foreløbig er det stadig usikkert, hvornår det sker – hvis det sker.
DBU Jylland arbejder med tre scenarier, fordi der stadig er stor usikkerhed om, hvornår det bliver tilladt atter at samles om sport.
Plan A, 11-mandsfodbold:
Planen for voksen og ungdom tager udgangspunkt i at nedlukningen af Danmark slutter
med den nuværende tidsfrist, 13. april.
Så bliver turneringen gennemført som planlagt, og de udsatte runder vil få nye
kampdatoer.
Disse kampe kan kun flyttes, hvis begge klubber er enige, og det er tilladt at annullere
kampene. Det betyder, at ingen af holdene får bøde eller point.
JM-kampe og playoff udgår, så turneringen kan vare til 28. juni.
Plan B, 11-mandsfodbold:
Hvis turneringen kan genoptages i perioden 20. april til 17. maj, så ændres rækkerne.
Det betyder, at rækker med 8 hold ikke spiller 14 kampe, men kun syv kampe.
Altså kun kampene i 2. halvdel af turneringen.
Det samme gælder rækker med 6 hold, de spiller fem kampe.
Ungdommens JM-kampe og seniors playoff udgår, og der kan spilles frem til 28. juni.
Plan C, 11-mandsfodbold:
Planen tager udgangspunkt i, at turneringen ikke kan genoptages seneste 17. maj.
Det vil betyde, at turneringen annulleres.
Såfremt det atter bliver tilladt at spille kampe i perioden mellem 17. maj og 28. juni, så vil DBU Jylland se på muligheden for at lave en alternativ turnering evt. kombineret med pokalfodbold.
Beslutninger truffet i de rækker, der administreres af Divisionsforeningen og DBU, kan få indflydelse på DBU Jyllands turneringer.
DBU Jylland vil senere se på, hvordan overgangen til en ny turneringsform i kvindefodbold kan ske, da foråret 2020 er et overgangsår.
Pokalfodbold
I DBU Jyllands pokalturnering for ungdom vurderes der løbende på muligheden for at gennemføre den igangværende turnering samt de indledende runder i pokalturneringen for kvinder og herrer.
3-, 5-, 7- og 8-mandsfodbold
– Når vi kommer i gang igen, tager vi udgangspunkt i, at klubberne i de regionale turneringer ønsker at afvikle flest mulige spillerunder. Der tages således ikke hensyn til en sportsligt korrekt afvikling med én eller to kampe mod alle hold, forklarer områdechef Hans Sørensen.
Alle kampprogrammer udsendes først i det øjeblik, sundhedsmyndighederne åbner op for fodbold.
Alle regionale ombrydninger annulleres for at sikre mest mulig spilletid.
Datoer for turneringsstart
Turneringsopstart for 7- og
8-mands afgøres i den regionale model således uge for uge med udgangspunkt i,
om lockdown er ophævet den pågældende uges mandag:
- Lockdown ophævet inden mandag 20. april (uge 17): Turneringsstart uge 18
- Lockdown ophævet inden mandag 27. april (uge 18): Turneringsstart uge 19
- Lockdown ophævet inden mandag 4. maj (uge 19): Turneringsstart uge 20
- Lockdown ophævet inden mandag 11. maj (uge 20): Turneringsstart uge 21
- Lockdown ophævet inden mandag 18. maj (uge 21): Turneringsstart uge 22
- Lockdown ophævet inden mandag 25. maj (uge 22): Turneringsstart uge 23*
- Lockdown ophævet inden mandag 1. juni (uge 23): Turneringsstart uge 24**
- Lockdown ophævet inden mandag 8. juni (uge 24): Turneringsstart uge 25**
- Lockdown ophævet inden mandag 15. juni (uge 25): Turneringsstart uge 26**
*Her overvejes, om turneringsprogrammet
for uge 21 kan flyttes til uge 26 i stedet for regionsfinaler.
**Det vurderes på dette tidspunkt nærmere, om de sidste turneringsrunder
bør aflyses definitivt.
For 3- og 5-mandsholdene gælder det blot om at
finde mulige løsninger. Her vil alternative stævnemuligheder være en mulighed.
I første omgang er frister for justering af holdantal for 3- og
5-mandsturneringerne udsat på ubestemt tid.
eFodbold
Den nye eFodboldturnering, nåede ikke i gang, før fodbold-Danmark lukkede ned.
Den er på tegnebrættet, så den er klar til at sætte i gang, så snart
myndighederne igen melder, at banen er klar.