Et grusomt kapitel i historien om Anden Verdenskrigs sidste måneder, vil den 10. Marts blive fortalt på Pandrup Bibliotek kl. 19.30
Bag Hune kirke står en mindesøjle med teksten: "Her hviler 20 flygtninge, døde i Danmark 1945. Efter krigens gru omsider fred."
Stenen minder om et grusomt kapitel i historien om Anden Verdenskrigs sidste måneder, hvor millioner af mennesker flygtede under frygtelige strabadser.
Et par hundrede lettiske flygtninge kom under tysk bevogtning til Blokhus hvor de levede i tre måneder indtil befrielsen. Det var en kummerlig tilværelse med mangel på alt: Varme, lys, mad og varmt tøj. 20 af dem bukkede under fra de umenneskelige forhold.
Foredraget på Pandrup Bibliotek bliver holdt af multimediekunstneren Peter Wendelboe.
Efter befrielsen var der 101 lettiske flygtninge tilbage, heraf 23 børn.
De kom til en flygtningelejr i Hasseris ved siden af Peter Wendelboes barndomshjem og blev senere spredt ud over hele verden. Peter Wendelboe har brugt mange år til at opsøge dem i USA, Canada og Australien. Den 10. Marts løfter han sløret for deres grusomme historie.