Udstilling om ål indvies på Nordsøen Oceanarium
Et nært samarbejde mellem forskning på DTU Aqua og formidling og skoletjeneste på Nordsøen Oceanarium resulterer i en spændende vandreudstilling om den truede europæiske ål, hvor skoleelever fra Hjørring Kommune har været med til at præge indholdet.
Udstillingen med navnet ”Den fantastiske ål” indvies på Nordsøen Oceanarium fredag d. 9. februar kl. 10.30, og den danner også rammen om vinterferie-aktiviteterne som går af stablen i uge 7 og 8. Udstillingen bliver på Nordsøen Oceanarium frem til sommeren 2018.
Forsøgsanlægget EEL-HATCH er en del af DTU Aquas forskningsaktiviteter i Nordsøen Forskerpark i Hirtshals. Anlægget, der blev indviet i foråret 2016, har til formål at forske i ålens gådefulde formering og samtidig skabe grundlag for en produktion af åleyngel i akvakultur. Forskningens kommercielle aspekt er, at såfremt det lykkes at skabe grundlaget for at producere åle-yngel til opdræt, er der basis for en betydelig udvidelse af produktionen af ål til konsum. Seniorforsker og leder af EEL-HATCH, Jonna Tomkiewicz, ser ikke bare kommercielle muligheder i projektet, men også et naturbevarings-aspekt for den truede ålebestand.
”Det er vigtigt at vi forstår, hvor fantastisk en fisk ålen er, og at vi har forskellige muligheder for at hjælpe til dens bevarelse. Det er den viden, vi ønsker at formidle til børn og unge og alle interesserede i denne udstilling”, forklarer hun.
Skoletjenesten på Nordsøen Oceanarium har fra projektets start arbejdet sammen med skoleelever i Hjørring Kommune. Mens udstillingen var på tegnebrættet, kom Hjørring Kommunes fælleselevråd på virksomhedsbesøg på Forskerparken og EEL-HATCH, og senere gav de bud på, hvordan udstillingen og den tilhørende undervisning kunne udformes, så den vedkommer unge mennesker.
I det igangværende skoleår har 4.-5. klasser fra Vendsyssel Friskole, Sindal Skole, Muldbjergskolen og Hirtshals Skolecenter deltaget i et forløb, hvor de først har været i felten for at fange ål og lære om ålens levesteder. De har også været på Nordsøen Oceanarium, hvor de har lært om ålens biologi og om arbejdet med at knække koden til formering af ål og opdræt af ålelarver.
Klasserne er derfor med til åbningen af udstillingen d. 9. februar kl. 10.30, hvor elevernes arbejde også indgår i form af plancher. Desuden deltager seniorforsker Jonna Tomkiewicz, direktør Karl Henrik Laursen og skolekonsulent Anders Østerby.