Lørdag kl. 15.00 er et historisk tidspunkt for Jammerbugt FC, da sæsonens første kamp i Nordic Bet Ligaen ude mod Hvidovre fløjtes i gang, og fra første færd kommer oprykkerne fra Jammerbugt ud for en stor opgave.
– Der findes ganske enkelt ikke dårlige hold i denne række, siger cheftræner Bo Zinck.
(Foto: Den nye angriber Frederik Høgh Jensen)
Overlevelse
Målet for sæsonen er også uden tvivl at kæmpe for overlevelse i rækken.
– Som vi ser på det i dag, så vil overlevelse være kæmpe-stort, også større end at rykke op. Så vi går efter at overleve og få point på kontoen hurtigst muligt, siger Bo Zinck.
For udover, at Jammerbugt FC kommer med en trup med mange udskiftninger og derfor endnu ikke har et sammenspillet hold, så bliver oprykkernes sportslige start hæmmet af papirarbejde.
– Vi har 4 afrikanske spillere, som vi er ved at søge både opholds- og arbejdstilladelse til, og det kommer til at tage omkring halvanden måned, og før kommer de ikke til at spille kamp. Så vi har en trup på 15-16 mand og tre målmænd, fortæller Bo Zinck.
– Så det har været en atypisk opstart, fordi der er så mange nye, og der er spillere, som vi ikke må bruge.
Masser af gejst
– Men vi har en ung og talentfuld trup, som ikke har prøvet at spille i Nordic Bet Ligaen før, og derfor vil de komme med en masse gejst. I nogle kampe vil vi spille fantastisk og i andre ramme helt forbi skiven. Derfor gælder det hurtigt at finde stabilitet og lære fra kamp til kamp i de kommende par måneder. I vores sidste testkamp mod Hobro IK spillede vi godt, men blev straffet kynisk, og det skal vi lære af, siger Bo Zinck.
Og Jammerbugt FC har ingen planer om blot at forsvare sig i den første kamp mod Hvidovre IF, der sidste sæson sluttede som nummer 7 i rækken og råder over en rutineret trup med profiler som Daniel Stenderup, Kim Aabech og Nicolaj Agger.
– Vi skal forsøge at spille vores chance. Vi har en god defensiv, men hvis vi udelukkende står tilbage og prøver at forsvare, så taber vi. Vi skal spille frisk til og se, hvor langt det bærer. Vi kommer jo med et meget motiveret hold, siger Bo Zinck om den svære udekamp.
Udskiftninger i truppen
Det er blandt andre Ismaël Sidibé og Mubaarack Nuh, som begge er lånt i Malmø FF, der mangler spillertilladelser, mens en 3. lånt spiller i den svenske klub, midtbanespilleren David Edvarsson, er med i truppen.
Desuden har Jammerbugt FC fået tilgang af midtbanespiller Marcus Sloth Jørgensen fra VSK Aarhus, angriber Frederik Høgh Jensen fra Middelfart samt forsvarer Daniel Mortensen og keeper Nicolai Vinter Christensen begge fra AaB.
Op til sæsonen har Jammerbugt FC sagt farvel til Anders R. Jensen, Viktor Ahlmann, Simon Jensen, Glenn Rask, Søren V. Pedersen og Morten U. Thomsen.