Tekst og foto: Martin Frandsen
Sørg for, at varmen er tændt i sommerhuset, inden du ankommer, eller få inspiration til den nye terrasse.
I påsken supplerer XL-Byg Tømmergaarden i Hune sit enorme udvalg inden for blandt andet alskens materialer, værktøj, skruer og bolte, trælast samt fritids- og haveudstyr med to inspirerende stande.
Det er eleverne 20-årige Jeppe Kornum, Halvrimmen, og 23-årige Mathias Nielsen, Fjerritslev, der viser deres fagprøver i forbindelse med deres afsluttende projekt og eksamen.
Fjernstyret sommerhus
Jeppe Kornum har indrettet en stand, der på spændende vis præsenterer de mange muligheder, som det intelligente sommerhus byder på.
– Via en app kan du styre, hvornår der skal tændes eller slukkes for eksempelvis varmen i dit sommerhus, fortæller han.
– Det betyder, at når du kører hjemmefra, så kan du via en app tænde for enten varmepumpen eller termostaterne i dit sommerhus, så det er varmt, når du kommer frem, forklarer han.
– Eller du kan sætte lyset til at tænde og slukke på bestemte tidspunkter, som du gerne vil have det. Alt med bluetooth kan tilsluttes. Det er kun fantasien, der sætter grænser, og med standen viser jeg, hvordan de forskellige produkter spiller sammen, forklarer Jeppe Kornum, der med to års læretid bag sig bliver uddannet salgsassistent med speciale.
> Kom til demodag med fokus på intelligent sommerhus 11. april
For alvor holdbart
På en anden stand i trælasten giver Mathias Nielsen inspiration til den nye terrasse udført i hårdt træ, og en af leverandørerne er Keflico, hvor Henrik Andersen er salgschef, og han blev udlært hos XL Byg Hune for 25 år siden.
Det er ikke tilfældigt, at Mathias Nielsen har valgt at sætte fokus på terrasser af hårdt træ.
– Vi sælger i forvejen rigtig meget af det, fordi det kan holde til det hårde miljø, som er heroppe, og det holder rigtig længe, i 50 år plus, forklarer Mathias Nielsen, som snart kan kalde sig handelsassistent.
Han havde ikke overvejet at gå i lære hos XL-Byg, men har en kammerat i Fjerritslev, som talte varmt om at arbejde i virksomheden, og han skaffede kontakten til Preben Jonstrup og XL-Byg i Hune.
– Jeg er rigtig glad for at være her. Det er spændende, og du lærer hele tiden nye ting, fortæller han.
> Kom til demodag med fokus på træterrasser 11. april
Lærer nyt hver dag
Også for Jeppe Kornum var det lidt et tilfælde, at han landede i Hune.
– Jeg havde slet ikke tænkt på, at jeg skulle være i den her branche, fortæller han.
Jeppe Kornum havde gennemført den to-årige EUX Business, som skal efterfølges af to år i lære, men corona gjorde det svært at finde en læreplads.
– Jeg sendte en uopfordret ansøgning hertil og var så heldig at komme til samtale og få en elevplads. Og det har jeg bestemt ikke fortrudt.
– Det er spændende at arbejde her. Der er noget nyt hver eneste dag. Her er jo flere tusinde forskellige ting, værktøj og skruer. Du bliver aldrig færdig. Der er stadig en masse at lære, selv om du har været her i to år, fortæller han.
> Se attraktive Påsketilbud fra XL Byg



