Tekst: Louise Kande – Foto: Bøjstrup Reklamefoto
Glæd Jer til søndag den 23. august, hvor Destination Blokhus inviterer til ”Blokhus & Bilerne” – hvor flotte svungne kurver og veltrimmede maskiner sætter kulør på byen.
Paradekørsel og udstilling
Gæsterne kan opleve en imponerende paradekørsel fra Pandrup og hele vejen til Torvet i Blokhus. Starttidspunktet fra Pandrup er 12.45 og forventet ankomst til Blokhus er kl. 13.00. – Det særlige ved årets arrangement er, vi kun har 50 pladser, da vi ikke ønsker at folk skal gå tæt forsamlet på Torvet. Som sidste år laver vi paradekørsel, men denne gang fra Cobham ved Pandrup, da der er bedre plads til at mødes. Ruten vil gå igennem Pandrup, så de også har mulighed for at se de velsmurte maskiner inden de ender på Blokhus Torv med udstilling af klassiske biler fra årgang 85’ og ældre, siger Jannie Ratke eventansvarlig for Erhvervsforeningen Destination Blokhus. Udstillingen på Torvet foregår fra kl. 13.00-15.00.
Publikumskonkurrence
Klokken 14.30 er der også uddeling af Grundejerforeningens Ærespokal. – Som altid afvikles der en publikumskonkurrence, hvor publikum stemmer på deres favoritter. Der kåres en vinder i den ”gamle” og ”nye” kategori, som præmieres med Grundejerforeningens Ærespokal. Der er deltagelse af biler fra 1985 og ældre, eftersom en bil skal være 35 år gammel for at være klassificeret som en veteranbil, afslutter hun.
Vis hensyn
Det er Erhvervsforeningen Destination Blokhus der står bag den spændende event, hvor deltagelse er gratis. Der vil ikke være mulighed for at vinde en tur i én af bilerne grundet covid-19, og arrangørerne opfordrer til at publikum viser hensyn, tager afstand og anvender håndsprit.