Tekst: Louise Kande – Foto: Bøjstrup Reklamefoto
Der står ikke kun kunst på programmet i den 20.000 m2 store skulpturpark i Blokhus. Onsdag d. 10. juli kl. 12.00-15.30, torsdag d. 25. juli kl. 10.00-13.30 og onsdag d. 31. juli kl. 10.00-13.30 får parken nemlig besøg af Nordsøen Ocenariums’ Roadshow, der vil medbringe spændende aktiviteter til alle parkens gæster og samtidig formidle om havets natur og dyreliv.
Konkurrencer og krible krable
– Vi er rigtig glade for, at Nordeuropas største akvarium besøger os, siger direktør, Palle Jensen. På dagene vil de medbringe nogle af deres mest populære aktiviteter som; Gæt fiskene, hvor børn og voksne kan gætte hvilke fiskearter der er medbragt, de kan røre og føle og samtidig deltage i en konkurrence om fribilletter, ligesom man kan udfordre hinanden i at gætte hvalarter. Nordsøen Ocenarium medbringer også deres store børnehit, nemlig ”ravjagt”, hvor der skal ledes efter rav i de opstillede sandkasser. – Vi glæder os til at give vores gæster en ekstra oplevelse, og ser meget frem til besøget fra Hirtshals, afslutter Palle Jensen.