Tekst: Louise Kande – Foto: Poul Nymark Foto
Det er igen i år muligt for hele familien at deltage i ”Den Store Påskeæg-jagt 2016” arrangeret af Erhvervsforeningen Destination Blokhus. Påskeharen har gemt 125 påskeæg i naturen omkring Blokhus, som du kan forsøge at finde. – De er forsynet med numre fra 1 til 125. Tag familien under armen og husk briller, lup samt kikkert, når I sammen går på jagt efter æggene. Finder I et, får I nemlig en præmie, forklarer Jette Grønhøj, Visitjammerbugten Blokhus.
Lørdag den 19. marts Kl. 12 skyder Blokhus Kanonlaug og Påskeharen Påskeæg-jagten i gang på Torvet i Blokhus. – Kom og vær med fra begyndelsen, så der er størst chance for at få fingrene i et af de populære æg. Æggene er gemt rundt omkring i og uden for Blokhus og Hune, så hele familien kan få en masse frisk luft, skæg og motion i jagten på de eftertragtede æg, fortæller Jette Grønhøj og fortsætter: – Når I finder et af de nummererede æg, kan I bytte det til en præmie i turistbureauet, VisitJammerbugten, i Blokhus. Æggene kan indløses indtil 2. påskedag den 28. marts 2016 kl. 15.