Nyheder
imported

Direktør stolt over titel

Per Dam Jensen er stolt over Fårup Sommerlands pris som "Bästa Sommerland"

Per Dam Jensen er stolt over Fårup Sommerlands pris som "Bästa Sommerland"

– Det er den bedste start på 2013, man overhovedet kan ønske sig, udtaler en meget glad og stolt Fårup Sommerland-direktør, Per Dam Jensen.

Han er især glad for, at det jo er gæsterne, der har stemt Fårup til tops. "Bästa Sommarland" prisen, der afvikles en gang om året, er nemlig udelukkende baseret på en brugerafstemning, hvor man klikker på den park, man synes, der skal vinde.

– Fårup Sommerland lever af glade gæster, så det er fantastisk, at det er dem, der kårer os i denne konkurrence. Vi betragter det som en slags ”publikums-pris”, ligesom man har i film- og musikbranchen. Det er for os et tegn på, at gæsterne synes om den samlede oplevelse hos os – både vores attraktioner og – mindst lige så vigtigt – den service som vores mange glade ansatte giver dem, siger Per Dam Jensen.

Prisen forpligter

Det er 2. år i træk, at Fårup Sommerland løber med titlen som Nordens Bedste Sommerland.

– Vi blev glade sidste år og nærmest dobbelt så glade i år. Det er et dejligt skulderklap, og hos alle i Fårup er der begejstring og stolthed. Vi vil gerne sige en stor tak til alle, der har stemt på os. Vi er samtidig klar over, at prisen forpligter, og at vi hele tiden skal prøve at gøre oplevelserne hos os bedre. Vi glæder os meget til at slå dørene op til en ny sæson den 26. april, og sæson 2013 byder blandt andet på indvielsen af Orkanen, vores største investering nogensinde, og samtidigt den eneste rutsjebane i Norden, der går både over og under vand, slutter Per Dam Jensen. 

Læs om fantastiske oplevelser og events