Fodbold 2. division, gruppe 1
Jammerbugt FC – B. 93 0-0 (0-0)
Lørdagens topkamp mellem de to bedst placerede hold i 2. divisions gruppe 1, Jammerbugt FC og B. 93, fik en yderst underholdende afslutning på Sparekassen Vendsyssel Arena.
(Se flere fotos nederst i artiklen)
I en sandwich
I 81. minut gled Morten U. Thomsen godt i gennem i venstre side af og fik afsluttet, men skuddet ramte overliggeren. En anden indskifter, Viktor Ahlmann, fik fat i riposten og drejet rundt og skudt, bolden blev reddet, og det endte med hjørnespark.
Blot tre minutter senere havde gæsterne fra B. 93 en afslutning på kantet af feltet, og bolden var på vej i målhjørnet, hvis ikke Søren V. Pedersen havde fået panden på og headet bolden til hjørne.
Og i de første sekunder af overtiden endte Viktor Ahlmann i en sandwich mellem en B.93 forsvarer og målmanden i feltet, men forunderligt nok, blev der ikke fløjtet for straffespark.
Stærk defensiv
– Vi har chancer, hvor vi skal score, og der blev begået et gigantisk straffespark mod Viktor Ahlmann, som ikke blev dømt. Det er jeg træt af, når det er så stort, siger cheftræner Bo Zinck.
Mens skarpheden manglede foran mål denne gang, så fremhæver han den flotte defensive og taktiske indsats mod B. 93, som sidste weekend vandt en for lille 6-2 sejr over Holbæk og nyligt har vundet 2-1 over AGF i en pokalkamp.
– Så er det flot at holde B. 93 fra at score. Det, jeg er mest glad for, er den vilje og indædthed, vi viser i dag for at vinde. Kommer vi med den hver gang, så bliver vi svære at slå, siger Bo Zinck og tilføjer.
– Vi ville gerne have haft de tre point i dag. Vi føler, vi kunne have fået mere end et point i dag.
En 1. halvleg i højt tempo
I kampens første 20 minutter stod der ellers B. 93 på det meste.
Kampen blev spillet i meget højt tempo i 1. halvleg, og med et højt pres lykkedes det gæsterne hurtigt at generobre bolden og forhindre Jammerbugt FC i at etablere opspil. Og efter blot 21 minutter havde begge centrale midtbanespillere hos Jammerbugt FC, Christian Rye og Issah Salou fået gule kort.
Gæsterne spillede med langvarige angreb, men blev aldrig farlige. Jammerbugts defensiv manglede ellers den karantæneramte midterforsvarer Nikolaj Lyngø, mens Simon Jensen var skubbet ind på hans plads og gjorde det godt.
Ind i kampen
Efter en halv time kom kampens første chance, og den var til hjemmeholdet. En lang bold blev spillet op til Max Møller i højre side, og han gled godt af på en modstander og spillede Lasse Storvang fri i dybden, men B. 93´s målmand fik afværget.
På det efterfølgende hjørnespark headede Søren V. Pedersen bolden i en blød bue på overliggeren, og afslutningerne var et signal om, at Jammerbugt FC havde fået bedre fat i kampen og havde nu bolden i længere tid.
– Vi havde problemer de første 20 minutter, og vi snakkede om, hvad vi skulle ændre i pausen, men så fik vi bedre fat og kom længere op på banen og blev mere farlige, siger Bo Zinck.
– I 2. halvleg begyndte vi at spille mere i dybden på dem, siger han.
Tæt på
Og efter pausen var det igen Jammerbugt FC, der var farligst med et flot skud fra Lasse Storvang, som de fleste troede ville gå i mål, men på akrobatisk vis reddede gæsternes keeper.
Efter 63. minutter var det Bardhec Bytyqi, der driblede sig igennem i venstre side og fik afsluttet godt, men igen uden scoring.
2. halvleg ændrede sig til igen at komme på B. 93 s hænder efter, at holdet foretog tre udskiftninger i 65. minut. B. 93 sad igen på spillet, mens Jammerbugt FC hele tiden truede på farlige omstillinger med lange bolde. Jammerbugt sluttede dog bedst i den dramatiske afslutning.
Nu venter ny svær kamp
Efter at have spillet 14 kampe forsvarede Jammerbugt FC sin 1. plads med det ene point.
Der er stadig to point ned til B. 93, som har spillet en kamp mere, mens Frem inden søndagens kamp i Holstebro har spillet 14 kampe og har 5 point op til Jammerbugt FC.
Og Jammerbugt FC skal i den kommende kamp besøge netop Frem.
– Nu skal vi evaluere på kampen mod B. 93 på mandag, så skal vi indstille os på endnu en svær kamp, og en kamp som vi gælder os til. Vi vil prøve at få en positiv afslutning på en voldsom marts måned for os, siger Bo Zink efter et program med den en topkamp efter den anden kun afløst af et lokalopgør.