Pinsen byder igen på det populære Guldlok dukketeater.
Bodil Lildholdt Rytz og hendes populære dukketeater vil igen i Pinsen invitere børn og barnlige sjæle med på en tur i eventyrets forunderlige verden.
Tilskuerne vil blive budt på lidt over en times underholdning, i selskab med ægte håndlavede dukker.
Guldlok Dukketeater opfører denne gang to nye forestillinger: ”Frøprinsen” og Mester Jakel og tryllefløjten”
Dukketeatret holder til i Blokhus Centret på 1. sal. Der er indgang indefra centret, eller man kan tage opgangen til venstre for Butik Juvelen. Der er skilte der viser vej.
Der er to forestillinger Lørdag d. 18. maj samt to søndag d. 19. maj. Entreen koster 40 kr. pr. person.
Kl. 11 "Frøprinsen"
En fin prinsesse, en guldbold og en fed frø, der maser sig på for at blive kysset – pyh ha – hvor ækelt!
Tænk at en ækel frø kan finde på at bede om et kys, blot for at hente en guldbold, der er faldet i brønden? Humoristisk fortælling om en frø, der i virkeligheden er en forvandlet prins.
Frit efter Brødrene Grims eventyr "Frøkongen"
Kl. 14 "Mester Jakel og tryllefløjten"
I Morgenrødens land findes en tryllefløjte, der ved sit smukke spil gør alle glade! Mester Jakel, den gæve gut, beslutter sig for at rejse til landet for at lytte til fløjten. Men da han ankommer er den pist borte! Kongen er fortvivlet og prinsessen sur og gnaven. Mester Jakel lader sig overtale til at drage ud for at lede efter tryllefløjten – hvis han til gengæld må få prinsessen og det halve kongerige. Og ved en gammel kones hjælp, og med en hemmelig sang i lommen, skulle det vel heller ikke være så svært? Og dog – en mørk skov og en trold med 3 hoveder venter forude – pyha, godt publikum er med …
Spændende og muntert eventyr