Blokhus

Dynamisk formand for Hune Borgerforening

Poul Andersen er et fyrtårn blandt de mange ildsjæle i Hune-Blokhus
TÆT på Poul Andersen (7)

69 årige Poul Andersen har et aktivt arbejdsliv bag sig, men med masser af kræfter og overskud til nu at bruge en stor del af sin tid og energi på at være en god og aktiv formand for Hune-Blokhus Borgerforening. Han har en HA-uddannelse fra Handelshøjskolen samt en HD i regnskab. De kompetencer har han i 37 år brugt på at undervise i regi af Aalborg Handelsskole samt Nordjyllands Erhvervsakademi og sidst UCN i økonomiske fag og IT, ligesom han har været praktikkoordinator og effektiv og dygtig til at løse opgaven med at sluse datamatikere ud i spændende og udviklende jobs.

Manden bag de populære råvaremarkeder

Poul Andersen er gift med Bente, og sammen har parret to børn, nemlig Henrik på 39 år og Louise på 34 år. Også tre børnebørn på 2, 4 og 6 år er familien beriget med – og dem bruger Bente og Poul masser af tid på, så sæsonkortene til Fårup Sommerland og Aalborg Zoo bliver flittigt brugt. Poul Andersen og hustruen Bente har boet i lokalområdet i mange år. I ikke færre end 35 år boede parret således i Kaas, inden drømmehuset på Kirkevej 5 i Hune blev købt i 2013. I 2017 blev Poul Andersen pensionist og fik for kort tid siden følgeskab af ægtefællen Bente, der i sit arbejdsliv var revisor og de senere år ansat på en tegnestue. I forvejen blev destinationen Hune-Blokhus flittigt besøgt, så det lå lige til højrebenet også at bosætte sig permanent i området. Efter et travlt arbejdsliv med undervisning både dag og aften kunne Poul Andersen dog ikke blot sætte sig til at nyde den tredje alder – det vil sige, han nyder den faktisk i fulde drag, men det er i form af hele tiden at være i gang med opgaver ikke mindst i relation til Hune-Blokhus Borgerforenings aktiviteter. Et nyt netværk blev lynhurtigt opbygget i Hune og Blokhus, og i dag er Poul Andersen eksempelvis manden, der står bag de ugentlige råvaremarkeder på Torvet i Blokhus. Hver tirsdag mellem kl. 10 og kl. 14 i ugerne 26-32 summer det af liv og god stemning, når lokale producenter sælger deres råvarer fra de omkring 40 stande. Efter flytningen fra Futtens gård til Torvet er det populære råvaremarked blevet endnu mere synligt og med plads til de mange stande. Poul Andersen pointerer, at man hele tiden er på udkig efter nye stande, der kan supplere de eksisterende på optimal vis. Sommermarkederne suppleres i øvrigt af påske-, pinse- og høstmarkeder – en opgave, som borgerforeningen løser for Destination Blokhus.

Kender betydningen af et aktivt og levende lokalsamfund

I de otte år, som Poul Andersen har stået i spidsen for borgerforeningen, kan han og andre glæde sig over en støt stigende medlemsfremgang. Det vidner om, at borgerne kender betydningen af et højt aktivitetsniveau. Udover råvaremarkederne skal også nævnes, at borgerforeningen sørger for, at der flages ved diverse festlige lejligheder i byen, ligesom andre folkelige aktiviteter er med til at gøre Blokhus-Hune til et af landets mest eftertragtede ferieområder samt i de sidste mange år også et attraktivt sted at slå sig ned hele året.

Et fyrtårn der kaster sit lys over hele lokalsamfundet

I sin fritid er Poul Andersen en ivrig udøver af cykelsport i form af at køre mountainbike, mulighederne for at dyrke den sport ligger jo lige uden for dørene på de mange ruter i klitplantagen. Sidde stille kan han imidlertid også. Poul Andersen spiller nemlig bridge, og her kræves der både at kunne sidde stille og at kunne tænke sig grundigt om. Begge dele er Poul Andersen rigtig ferm til. Bestyrelsesposter i Datamatikerlærerforeningen, i Aalborg Handelsskoles Seniorklub samt Spillestedet Blokhus er der også tid og mentalt overskud til, ligesom Poul Andersen helt frem til sit 67. år fungerede som censor inden for sit fagområde. Man fatter det næsten ikke, for selv om døgnet kun har 24 timer, så følger Poul Andersen også Aalborg Håndbolds kampe i Gigantium – og det endda fra allerførste tilskuerrække.

Poul Andersen kan virkelig karakteriseres som et fyrtårn blandt de mange øvrige ildsjæle i Hune-Blokhus. Og det kaster sit lys over hele lokalsamfundet.

Læs om fantastiske oplevelser og events