“Kunst i Blokhus” markerer begyndelsen på en efterårsuge fyldt med gode oplevelser I Skulpturparken Blokhus. Ferieglade gæster kan se frem til et væld af gode indendørs og udendørs oplevelser, og uge 42 er samtidig sidste chance for at opleve den imponerende og spektakulære blomsterudstilling “Havets Stemme”, møde kendte stjerner i Det mobile voksmuseum og udforske verdenskendte monumenter i den 20.000 m² store oplevelsespark.
Efter en vellykket sommersæson og umiddelbart efter efterårsferien retter parken blikket mod de travle julemåneder, hvor Magisk Jul med millioner af julelys tager over.
Enestående blomsterudstilling
”Havets Stemme” opført af den landskendte blomstermand Johnny Haugaard & Blomstermandens Venner har været et populært og eftertragtet oplevelsestilbud hele sæsonen, oplyser Skulpturparken Blokhus. Udstillingen er udelukkende skabt af naturens materialer, og du kan opleve en udstilling, der lever.
-Alt – ganske enkelt alt – er håndlavet og udarbejdet af ting fra naturen, fortæller Louise Kande, driftschef i Skulpturparken Blokhus. Samtidig virker udstillingen både magisk og overnaturlig, og du bliver ramt på alle dine sanser fra det øjeblik du nærmer dig indgangen til ”Havets Stemme”. Hun forklarer, at det er ret enestående, og du får fornemmelsen af at du nærmest ”suges” fra rum til rum og videre ind i en labyrint af smukke scener og små detaljerede dioramaer. Opfordringen lyder, at man benytter lejligheden til at se den inden den tages ned 20. oktober.
Sandskulpturer, monumenter og verdenstjerner
I efterårsferien kan du også udforske nogle af verdens vildeste opdagelser gennem en unik sandskulpturfestival. Internationale skulptører har skabt de tonstunge mesterværker i sand.
– De imponerende detaljer i sandet er betagende, og flere af værkerne indeholder en humoristisk twist, der bringer smilet frem, fortæller Louise Kande. Blandt sandskulpturerne kan du også gå på opdagelse blandt ikoniske replikaer af verdenskendte monumenter. – Du behøver ikke rejse helt til London for at fotografere og beundre Big Ben – bare kom til Blokhus, hvor du bl.a. kan se Det skæve tårn i Pisa, Eiffeltårnet og Frihedsgudinden, smiler hun.
Og hvem drømmer ikke om at komme helt tæt på stjerner som Messi, Brad Pitt, Bruce Willis og Marilyn Monroe? Dem kan du ”møde” i Akarden i Skulpturparken og som et ekstra ferieminde kan man jo lige snuppe en selfie med sin egen favoritstjerne. Voks- og monumentudstillingen kan opleves til og med 20 oktober.
Alt til 42
Indenfor i parkens Café & Orangeri kan du lade efterårets hygge brede sig, alt imens du nyder lækre caféretter, friskbrygget kaffe og hjemmelavede kager. Under eventen ”Kunst i Blokhus” 12.-13. oktober forkæler køkkenet med et særligt menukort, fyldt med smagfulde Blokhus-hapsere, dagens kage og et imponerende kagetårn.
Uge 42 byder også på uimodståelige tilbud. Tag en velfortjent pause med kaffe og kokkens lækre løvfaldskage til kun 42 kr. (undtaget 19. oktober), og gør samtidig et kunstnerisk kup med hele 42 % rabat i kunstbutikken fra 12. – 20. oktober.
– Kort sagt noget, der tilfredsstiller enhver smag samt en sød tand, lover Louise Kande.