Fokus på

En café med sjæl i Thorupstrand

I den gamle redningsstation i Thorupstrand ligger en hyggelig lokal café. Midt mellem hav og klitter og med udsigt til kutterne, hvor vinden stadig bærer fortællinger fra fiskerne. Allerede når man træder indenfor, mærker man stemningen.

På menuen er der noget for både den lille sult og den gode frokostpause. Is, softice og milkshakes trækker smil frem hos både børn og voksne, mens caféens klassiske retter er lavet med fokus på gode råvarer og smag, der holder.

Stjerneskuddet er med friskfanget fisk, der smager af havet lige udenfor. Dertil kommer saftige burgere med oksekød fra Himmerland, og hjemmelavet dressing.

Caféen rummer også en lille skattekiste af lokale souvenirs. Her finder man alt fra magneter og nøgleringe til plakater og postkort – små minder, der tager en bid af Thorupstrand med hjem.

Bag det hele står Julie, en lokal ejer med rødder i området. Det mærkes både i måden stedet drives på, og i den varme og imødekommenhed, man bliver mødt med som gæst.

Caféen holder åbent hver dag fra 11.30-20.00 helle sommeren og er et oplagt stop, uanset om man er på tur langs kysten eller bare trænger til en pause med udsigt til Vesterhavet.

Flere nyheder