Fredag blev der afholdt afskedsreception for Jammerbugt Kommunes venstre-borgmester Mogens Gade, som har overdraget titlen ved udgangen af året. Flere hundrede var mødt op til dagens fejring i DGI-huset i Aabybro for at benytte lejligheden til at sige farvel og tak for den store indsats.
Det store fremmøde, de mange rosende ord og et bugnende gavebord vidnede om det aftryk, Mogens Gade har sat på både borgere, samarbejdspartnere og Jammerbugt Kommune gennem sine mange år i politik.
Et smukt punktum for en betydningsfuld borgmester.

Mogens Gade trådte ind i politik i den daværende Brovst Kommune i 1990, hvor han var borgmester i fire år. I forbindelse med Jammerbugt Kommunes stiftelse i 2007 blev han den først valgte borgmester, så sammenlagt er det blevet til en borgmestertid på 24 år og også – som måske ikke ses så ofte – en selvvalgt fratrædelse for den 64-årige borgmester.
Det bliver dog ikke et endeligt farvel til politik, for han fortsætter i kommunalbestyrelsen og er samtidig valgt til regionsrådet ved seneste kommunalvalg.
Eftermiddagen bød også på en stor overraskelse, da Mogens Gade blev tildelt Dannebrogordenens Ridderkors af 1. grad – en anerkendelse af hans mangeårige indsats, særligt for Jammerbugt Kommune, men også for Nordjylland som helhed.
Ridderkorset supplerer Dannebrogsordenens ridderkors, som Mogens Gade fik tildelt i 2015.

Foto: 1. Viceborgmester Anne-Mette Ulstrup overrakte Dannebrogordenen ridderkors af 1. grad.
Et værelse og ikke kontor
Kommunaldirektør Tue Von Påhlman satte med humor ord på borgmesterens arbejdsliv:
-Fremfor at arbejde 19 timer i døgnet vil du nu gå ned i tid. Dog kun til fuld tid lød det humoristisk i talen fra kommunaldirektøren, Tue Von Påhlman, som har fulgt borgmesteren på tæt hold i hverdagene.
Han beskrev samtidig Mogens Gades særlige tilgængelighed. Døren til ”værelset”, som kontoret kaldes, stod altid åben ud mod borgerservice. En selvfølgelighed og en borgmester tæt på borgerne.
Nogle ord der rammesætter den tilgængelighed, ihærdighed og et forbilledligt engagement, som Mogens Gade har stået for, men også de uanede mængder af timer han har brugt igennem sit virke som borgmester.
I talerne blev der sat ord på både arbejdsomhed, samarbejdsevne og den energi, Mogens Gade har lagt i sit hverv.
Den politiske kollega Ib Nellemann (V) beskrev kommunen som et træ, Mogens Gade har været med til at plante og se vokse sig stærkt med en stor flot krone.

Socialdemokratiets Diane Aarestrup overrakte en lille gave, der indeholdt en væltepeter. Et symbol på trækkraft og fremdrift – kvaliteter, hun også mente kendetegnede borgmesterens virke.
Og både trækkraft og fart har Mogens Gade været et symbol på. En styrmand med fart, der igennem mange år har guidet kommunen igennem et til tider stormfuldt farvand, men han har også guidet gæster og tilflyttere rundt på busture, hvor han med stolthed har vist egnen frem. En opgave den alsidige borgmester også har påtaget sig.

Foto: Flere kolleger fra Kommunalbestyrelsen tog ordet, her Helle Bak Andreasen, som har arbejdet med Mogens Christen Gade lige siden tiden i kommunalbestyrelsen i Brovst.
Også Christian Hem, den kommende borgmester i Jammerbugt Kommune satte ord på: -Du har vist en utrættelig arbejdsindsats og ville gøre en forskel. Du har stået for det vigtige og brede samarbejde. Du har altid været til stede, lød det fra Christian Hem.
Du har gjort indtryk, og du har sat aftryk. Du har viet dit liv til Venstre, og fuglen i kommunevåbnet er holdt flyvende. Det er der stor respekt omkring, fortsatte han.
Og det var blot et uddrag af rosende ord der kom fra de mange gæster og taler denne eftermiddag.
Ny styrmand
Som afslutning trådte den rørte borgmester selv op på talerstolen, for at give en dybfølt tak til alle han har været i berøring med igennem årene og ikke mindst til familien, som har støttet ham hele vejen.
-Jeg er glad og rørt over, at så mange tog en eftermiddag ud af kalenderen for at sige farvel til mig og min tid som borgmester, og hvis bare der er noget om halvdelen af de gode ord, jeg har modtaget her i dag, ja, så har jeg da grund til at være tilfreds med mig selv, lød kommentaren med et smil.
Nu skal der skrives et nyt politiske kapitel. Et han fremadrettet selv skal være en del af – dog nu mere i kulissen.
Og Mogens Gade har altid været stolt over at stå i spidsen for Jammerbugt Kommune og siger selv om hans engagement:
-Jeg har faktisk ikke opfattet det som et arbejde, men har været så heldig at få løn for min fritidsinteresse, sagde han.
Og helt som han plejer at sige i de mange taler, han har holdt igennem årene: Viljen til at ville giver evnen til at kunne. Det var også det, der lå i luften denne eftermiddag:
-Nu skal der en ny styrmand til roret. Skibet sejler den rette kurs, sagde han.
Og selvom barnet, nu er vokset op har det, som vi alle har, stadig brug for nogen at støtte sig op ad.
Men jeg er tryg ved skiftet. Det vil fortsat blive støttet, og kommunen er i gode hænder, sluttede den afgående borgmester.

Foto: Mogens Gade og den kommende borgmester i Jammerbugt Kommune, Christian Hem
Mogens Gade
- Uddannet lærer og arbejdede på Øland/Langeslund Skolen frem til 2001.
- Blev valgt ind i kommunalbestyrelsen i Brovst Kommune i 1990
- Borgmester i Brovst Kommune i 2001
- Formand i sammenlægningsudvalget i forbindelse med kommunesammenlægningen og i 2007 borgmester i den nye Jammerbugt Kommune.
- Har alle sine 35 år i kommunalpolitik siddet i økonomiudvalget og fra 1991-2002 desuden som formand i socialudvalget.
- Har i løbet af sin tid som kommunalpolitiker haft en række tillidsposter i: KL’s repræsentantskab, Aalborg Lufthavn, Aalborg Kongres og Kulturcenter, 3. Vestlig Limfjordsforbindelse NU, Fjerritslev Gymnasium, Blokhusfonden, KKR Nordjylland, Business Region Norh Denmark, Partnerskab for Vestkystturisme, Nordjylland Beredskab, CO2-VISION politisk styregruppe, Væksthus Nordjylland, Erhvervshus Nordjylland, Destination NordVestkysten, Indstillingsudvalget for Fonden for Retfærdig Omstilling og tidligere medlem af bestyrelsen i Museum for papirkunst




