Selv om både restriktioner og vejrudsigten drillede handelslivet i Aabybro, så blev sommerens mindre udgave af By Night torsdag 29. juli taget godt imod af kunderne, da de mange specialbutikker stadig havde masse af gode og attraktive tilbud.
Der var mange mennesker i Aabybro Centret, hvor der denne aften blev taget hul på salget af Folkeaktier som støtte til det kommende Foreningshuset, der skal afløse det nuværende udtjente klubhus på Aabybro Stadion.
Også hos Bog & Ide var der mange kunder, og de kunne få store rabatter blandt andet på sommerlegetøj og bøger.
– Vi har travlt, men ikke så travlt som på en By Night i gamle dage. Black Friday og By Night er vores store dage, men corona har dæmpet det lidt for By Night, fortæller Klaus Simonsen.
Thiele Briller & Kontaktlinser havde også travlt med sit tilbud, hvor kunderne kunne købe to briller eller solbriller og betale for én.
– Vi har travlt, og vi er glade for, at vi kan holde det her mini-by-night, men vi ser frem til september, siger optiker Jesper Damgaard.
Nyt arrangement
Normalt plejer Østergade at være spærret af for at være gågade under By Night i Aabybro, men det var ikke muligt i år af hensyn til restriktionerne.
Og så på selve By Night-dagen, måtte Aabybro Handels & Erhvervsforening aflyse den planlagte underholdning om aftenen med Montoya band samt hoppeborg og karrusel til børnene i centret, hvor der dog stadig var salg af hot dog, fadøl og sodavand.
Årsag var en truende vejrudsigt, som blot to dage efter skybruddet i Aabybro aftvang respekt, og arrangørerne var nødt til at træffe en beslutning i ordentlig tid.
– Vi beklager meget, men af hensyn til sikkerheden valgte vi at aflyse nogle af aftenens aktiviteter til Aabybro By Night, fordi vi ifølge vejrudsigten kunne forvente en hel del regn, fortæller Thomas Sørensen, Expert Aabybro.
Til gengæld stiller Aabybro Handel & Erhverv masser af oplevelser i udsigt med et stor musikalsk navn, festfyrværkeri og, at Østergade er gågade 10. september, når der igen er By Night for alvor.
– Vi giver den ekstra gas 10. september, lover Thomas Sørensen.