Blokhus

Erhvervsforeningen Destination Blokhus samlet til generalforsamling

Formanden ser tilbage på tilfredsstillende 2023

For Destination Blokhus har 2023 været et helt fantastisk spændende år med masser af aktiviteter hele året rundt, som har ført til at rigtig mange gæster og turister har valgt at besøge området. Destinationen bevæger sig dermed hen imod at være helårsdestination med events hver måned året rundt. Besøgende fik fornøjelsen af at opleve ikke alene den enestående natur, men også de mange arrangementer og aktiviteter, som Erhvervsforeningen Destination Blokhus står bag, understøtter eller er med til at arrangere.

Det fortalte formand Berit Bøjstrup, da foreningen torsdag aften 8. marts havde generalforsamling på Restaurant Poseidon med 42 deltagere. Nogle af årets publikumssucceser var Zombie Run med 1000 deltagere, som var max kapacitet, og Blokhus Fly-In med tusindvis af tilskuere på Blokhus Strand. Årets nyheder bliver Bajerløb med ølsmagning i maj, Hestevæddeløb på stranden i juni og forventeligt et Nisseløb i november. Under evt. blev der drøftet udfordringen omkring autocampere på stranden, hvor forskellige perspektiver blev fremført.

Støt medlemmerne

Erhvervsforeningen blev oprettet tilbage i 2012, hvor der var 47 medlemmer til i dag – 14 år senere – at være vokset til 107 medlemmer.

En opbakning, der økonomisk fører til, at destinationen kan opretholde niveauet med de mange events, til glæde for alle, hvor mange tilmed er med gratis entré. Og, som formanden yderligere lægger vægt på, så er det umådelig vigtigt, at de lokale borgere derfor også bakker op om det lokale erhvervsliv, der støtter foreningen med kontingenter. Det er bl.a. også derfor, at der løbende annonceres med en medlemsliste, som er en cadeau til virksomhederne. Her kan alle kan følge med i, hvem der støtter destinationens aktiviteter, og det er samtidig en opfordring til de lokale om at prioritere at handle hos dem samt et ønske, at medlemmerne også handler indbyrdes.

-For vi er stærkest sammen, og i samarbejdet gør vi en forskel, understreger hun. Samtidig giver opbakningen mulighed for at forløse et endnu større potentiale, og være Nordjyllands fortrukne feriedestination. Formanden roste samtidig alle de frivillige, der tæller et korps på rundt regnet 80 frivillige, som ligger umådelig mange kræfter i de forskelligartede aktiviteter, og derfor er en uundværlig ressource.

Til bestyrelsen var der genvalg af Lasse Nielsen, Michael Bisgaard, Kasper Springborg og Martin Hjelm Pedersen. Lone Guldbæk trådte ud af bestyrelsen sidste år og blev afløst af suppleanten Inge Valbirk, Blokhus Feriecenter. Nye suppleanter er Heidi Nielsen fra Blokhus Lys og Anne Nøhr Ringgren fra Blokhus Medier. Derudover består bestyrelsen af Berit Bøjstrup, Lotte Kande, Hans Henrik Hansen og Anita Michaelsen.

 

Læs om fantastiske oplevelser og events