Nyheder
imported

Et vellykket Blokhus Marathon

Meget tilfredse arrangører efter afvikling af det populære motionsløb

Tekst: Anne Nøhr Ringgren Foto: Poul Nymark

Med under 100 tilmeldte i marts måned, så er vi meget tilfredse med, at vi samlet set nåede op på 669 deltagere til Blokhus Marathon, fortæller arrangørerne – Karsten Sørensen og Kurt Bruun fra henholdsvis Rofl Run og Saltum Trim.

Motionsløbet blev afviklet i søndags den 7. august, hvor både løbere og gående blev sendt afsted fra Blokhus Torv ud på forskellige ruter. 

– Det var en super fin afvikling, og vejret var med os. Der var kun ca. 5 minutters let regn om formiddagen, og resten af dagen tørvejr med ikke så høje temperaturer, så det er helt perfekte forhold for løberne, oplyser Kurt Bruun. Det var simpelt hen en perfekt dag, siger han begejstret.

blokhus marathon

WALKin Blokhus var eftertragtet

Det nye initiativ med at tilbyde vandreture under Blokhus Marathon blev taget utrolig godt imod, fortæller arrangørerne.

Der var tilmeldt intet mindre end 100 deltagere i distancen WALKin Blokhus. Det blev afviklet for første gang i år og det var fordelt på 2 gå-ruter i Blokhus´ skønne natur via STI 100 på henholdsvis 8 eller 10,55 kilometer.

Udover gåturen kunne deltagerne melde sig på en marathon, halvmarathon, en kvartmarathon og en løbetur på fem kilometer.

– For børnene var der arrangeret en børnemarathon og til One Mile Familieløb var der tilmeldt 72 deltagere, hvilket er helt fantastisk, fortæller Karsten Sørensen. Det er dejligt, at det er en begivenhed, der appellerer bredt  – både til børn og voksne.

En af de yngste deltagere, den lille gut Christian Aaby Elmer på bare 17 måneder var også med, og han var helt vild med vores markeringsflag, så han fik selvfølgelig et med hjem, siger Karsten Sørensen.

Blokhus marathon

Rutineret marathonløber på 84 år

I den anden ende af aldersskalaen var Kaj Thomsen på 84 år, som til dagligt bor i Varde, men gerne tager turen til Blokhus. Han gennemførte i søndags hans marathon nummer 200, og har deltaget 11 gange i Blokhus Marathon. Han fik lov til at starte kl. 7:27 og var i mål 7t 11m 54s senere.

Da arrangørerne efterfølgende talte med Kaj sagde han: – Jeg plejer at sige, at det var mit sidste marathon, men mon vi ikke ses igen til næste år, når ROFL Run og Saltum Trim afvikler for 15. gang.

Kai var en af de 85 deltagere, som var tilmeldt en Marathon. Begitte Hansen løb strækningen i tiden 3.00.01 og vandt kvindernes løb, og Lars Bo Christiansen var med tiden, 2.57.33, den hurtigste hos mændene. 

Fakta:

Deltagere i Blokhus Marathon 2022

Marathon:  85 deltagere
½ Marathon: 170 deltagere
1/4 Marathon: 129 deltagere
5 km.: 91 deltagere
Børne Marathon: 22 deltagere
One Mile familieløb: 72 deltagere
Walkin Blokhus: 100 deltagere

Blokhus Marathon afvikles altid første søndag i august. I 2023 er det søndag den 6. august.

> Find flere events

 

Læs om fantastiske oplevelser og events