Lokalråd sikrer at nye projekter kommer fra græsrødderne
– Jetsmark Lokalråd giver alle borgere, foreninger og interessenter mulighed for at sætte deres præg på udviklingen af Jetsmarkområdet – Kaas, Moseby og Pandrup.
Det sker onsdag aften 4. marts i Frivillighuset i Pandrup, hvor Jetsmark Lokalråd holder et åbent prioriteringsmøde.
Flere muligheder
Lokalrådet har nemlig en række forskellige projekter for udvikling af området,
og nu er det tid til at prioritere, hvor de frivillige kræfter skal sættes ind,
og hvilke ting der skal søges om støtte til fra blandt andet de lokale
landdistriktsmidler.
– Det er vigtigt, at ønskerne kommer nedefra og ikke oppe fra. Derfor giver vi
alle græsrødderne mulighed for at komme og få indflydelse. Det gælder alle
borgere, foreninger og interesser, understreger Rikke Lodberg, formand for
Jetsmark Lokalråd.
Få indflydelse på dit område
Hun opfordrer til, at de mange frivillige ildsjæle tager deres naboer med til et møde, der vil gøre noget for udviklingen af Jetsmark.
– Det er vores ansvar at få det bedste ud af det område, vi bor i. Man kan få indflydelse, hvis man har lyst. Og der er både en ny skole og nyt idrætscenter på vej, så her er momentum nu, siger Rikke Lodberg.
Borgerforeninger er med
Bestyrelsen for Jetsmark Lokalråd er blevet udvidet til 10 medlemmer, da den nu også tæller en repræsentant fra hver af de tre borgerforeninger, så de arbejder sammen med hensyntagen til hinandens forskelligheder.
I forvejen har det spillet ind på sammensætningen af bestyrelsen, at den skal favne bredt – alle tre byer, ung som gammel, mænd og kvinder.
Bestyrelsen:
- Formand Rikke Lodberg.
- Luise Højer, Moseby Borgerforening.
- Torsten Larsen, Kaas Borgerforening.
- Trine Bjørn Andersen, Pandrup Borgerforening.
- Susanne Larsen Kristiansen.
- Inger Kristensen.
- Pia Steen Bjerring.
- Henrik Ingemann Jørgensen.
- Diana Aarestrup.
- Dorte Schmidt.