På baggrund af stigende efterspørgsel fra private og virksomheder udvider Fårup Sommerland overnatningskapaciteten igen og opfører yderligere ni luksuriøse glamping-telte på campingpladsen Skovbrynet. Dermed næsten fordobler Fårup Sommerland antallet af de populære glamping-telte og tager yderligere et skridt i retningen af ambitionen om at gå fra nordjysk ferieattraktion til en samlet feriedestination.
Sidste år kunne Fårup Sommerland for første gang slå dørene op til nye trætophytter og lyne teltdugen op til forlystelsesparkens nye luksuriøse glamping-telte på campingpladsen Skovbrynet, der ligger kun få hundrede meter fra sommerlandets mange forlystelser. Det har været så stor en succes, at Fårup Sommerland nu igen udvider kapaciteten og næsten fordobler antallet af glamping-telte med tilføjelsen af ni nye telte.
– Vi er rigtig glade for, at så mange valgte at benytte sig af vores nye overnatningsmuligheder sidste år, og at vi allerede nu kan se, at behovet for yderligere overnatningsmuligheder i Fårup Sommerland er stigende. Det skyldes selvfølgelig vores mange private besøgende, men også erhvervsgæster og virksomheder der i stigende grad anvender vores møde- og konferencefaciliteter med mulighed for overnatning. Det betyder alt andet lige, at vi har behov for større kapacitet for at kunne imødekomme den stigende efterspørgsel fra gæsterne, forklarer Niels Jørgen Jensen, direktør i Fårup Sommerland.

Med opførelsen af de nye glamping-telte øges overnatningskapaciteten i Fårup Sommerland med ca. 50 personer, og forlystelsesparken kan således huse op mod 1.000 overnattende gæster på tværs af Hotel Fårups hotelværelser og trætophytter samt campingpladsen Skovbrynets glamping-telte, hytter, lejligheder og traditionelle standpladser.
– Fårup Sommerland bevæger sig i stigende grad fra at være en forlystelsespark til at være en oplevelsesdestination, hvor vi kan tilbyde vores gæster både korte og længere ophold. Her vil parken og vores forlystelser udgøre hovedkernen, men den helt særlige Fårup-oplevelse udfolder sig også i vores overnatningstilbud, så man som gæst vil få en helstøbt oplevelse i Fårup Sommerland.
– Helt generelt ønsker flere og flere at gøre besøget i Fårup Sommerland til et ophold, og derfor bevæger vi os også i stigende retning mod at tilbyde overnatning og oplevelser udover selve forlystelsesparken – ligesom man ser andre store turismeaktører i Danmark gøre det. Vi favner i dag utroligt bredt med overnatningsfaciliteter i stort set alle prisklasser, og vi er nu i endnu højere grad i stand til at tilbyde ophold, uanset om man ønsker at overnatte på firstjernet hotel eller i eget medbragt telt, forklarer Niels Jørgen Jensen.
Fårup Sommerland slår dørene op til 2025-sæsonen mandag d. 14. april, og her vil de nye glamping-telte på Skovbrynet også stå klar til at modtage gæsterne.