Nyheder

Fårup sætter vild efterårsrekord

Lander næsthøjeste besøgstal nogensinde

Fårup Sommerland kan nu gøre status på parkens store 50-års jubilæumssæson, hvor mere end 700.000 gæster har besøgt forlystelsesparken, hvilket sikrer Fårup det næsthøjeste besøgstal i parkens 50-årige historie. Stærkt medvirkende til det høje besøgstal er en ny gæsterekord i oktober måned, hvor hele 108.000 gæster i løbet af 13 åbningsdage satte det perfekte punktum for en forrygende jubilæumssæson.

En sæson til historiebøgerne. Så kort og godt kan 2025-sæsonen i Fårup Sommerland beskrives. Den nordjyske forlystelsespark kan se tilbage på en 50 års jubilæumssæson med det største eventprogram i parkens historie, indvielse af nyt, stort indgangsområde med nye butikker og eget ismejeri, kæmpe jubilæumsfest for ansatte gennem 50 år og rekordmange besøgende i efteråret, hvor Fårup samtidig kunne præsentere et magisk droneshow i forbindelse med deres populære Høstfest- og Lysfald-event.

Alt sammen medvirkende til, at hele 706.452 gæster i løbet af 2025 har besøgt Fårup Sommerland og dermed gjort jubilæumssæsonen til den næstmest besøgte i parkens 50-årige levetid.

Vi kan se tilbage på en fantastisk jubilæumssæson i Fårup Sommerland, og vi er utroligt taknemmelige over, at så mange gæster har været med til at skabe en uforglemmelig fejring af Fårups 50 år. Sæsonen har været spækket med højdepunkter, og vi naturligvis glade for, at vores gæster har kvitteret for det enorme stykke arbejde, hele Fårup-holdet har lagt i at skabe en helt særlig sæson, som vi sent vil glemme, siger adm. direktør Niels Jørgen Jensen fra Fårup Sommerland.

Droneshow skabte ny efterårsrekord

Traditionen tro afrundende Fårup Sommerland sæsonen med den populære Høstfest- og Lysfald-event i forbindelse med efterårsferien og weekenden forinden. Som afslutning på jubilæumssæsonen kunne Fårup desuden som et ekstraordinært indslag præsentere Danmarks største droneshow i efterårsferien bestående af mere end 400 lysende droner, der fremførte en magisk fortælling på himlen over Fårup. Showet blev skabt i samarbejde med den internationale dronevirksomhed Dronisos, der står bag store shows hos bl.a. Disneyland Paris.

Alene i løbet af de 13 åbningsdage i oktober med Høstfest og Lysfald havde parken hele 108.588 besøgende, hvilket er ny efterårsrekord for Fårup Sommerland mod sidste års 103.000 besøgende i oktober.

Oktober er for alvor blevet en ny, ekstra højsæson i Fårup Sommerland, hvor der er opbygget tradition blandt vores gæster for at opleve efteråret i Fårup. Samtidig ønskede vi i anledning af jubilæet at skabe en helt særlig afslutning på sæsonen med vores fantastiske droneshow, og vi er naturligvis glade for den begejstring, det har skabt blandt vores gæster. Det giver os uden tvivl mere appetit på fortsat at udvikle på vores populære efterårsevents.

– Nu tager vi hul på forberedelserne til 2026, hvor vi naturligvis har spændende nyheder i vente for vores gæster, som vi glæder os til at kunne løfte sløret for i månederne op til næste års sæson, lyder det fra Niels Jørgen Jensen.

Fårup Sommerland slår dørene op til 2026-sæsonen i forbindelse med påsken næste år.

Fårup Sommerlands fem bedste sæsoner:

  1. 2022 – 768.683 besøgende
  2. 2025 – 706.000 besøgende
  3. 2023 – 664.803 besøgende
  4. 2013 – 656.904 besøgende
  5. 2024 – 650.304 besøgende

Om Fårup Sommerland

Fårup Sommerland blev etableret i 1975 og kan i 2025 fejre sit 50-års jubilæum. Forlystelsesparken er årligt besøgt af cirka 650.000 – 700.000 gæster, hvoraf 80 procent normalt er danskere. Fårup Sommerland har en gæstetilfredshed på hele 99 procent og har gennem årene vundet en lang række priser og anerkendelser. Fårup Sommerland er i 2025 kåret som Danmarks bedste oplevelsespark 2025 af BT’s læsere. I 2023 blev Fårup Sommerland kåret som Danmarks bedste attraktion ved Danish Travel Awards, mens parken modtog prisen for Danmarks bedste børneoplevelse ved Min by Media i 2023 og 2024. Desuden blev Fårup Sommerland kåret til Årets TopAttraktion i 2023 af brancheforeningen TopAttraktioner.

Parken har to år i træk, i 2021 og 2022, vundet titlen som bedste forlystelsespark i Europa med under 1,5 millioner gæster ved den internationale prisuddeling Park World Excellence Awards. Rutsjebanen Fønix blev i 2022 kåret til Europas bedste rutsjebane i hele tre forskellige kåringer. Tidligere har Fårup Sommerland modtaget andre prestigefyldte priser, herunder verdens tredje bedste service (IAAPA, 2015 og 2016), Nordens bedste sommerland i 2018 og 2019 (barnsemester.se), samt bedste nye rutsjebane i Europa i 2020 for forlystelsen Saven.

Fårup Sommerlands vision er at være indbegrebet af enestående oplevelser for familier i hele Norden, og parkens slogan er ”De største oplevelser er dem, vi har sammen”.

Læs om fantastiske oplevelser og events