– Egentlig arbejdede Fårup Sommerland hen i mod at kunne åbne forlystelsesparken 21. maj, men med Folketingets plan for genåbningen, så er den dato rykket til starten af juni.
Opløftende melding
– Vi får lov til at åbne 8. juni, og vi kommer til at åbne i begyndelsen af juni. Helt præcis hvornår, melder vi ud i den kommende uge, oplyser Rasmus Mortensen, marketingchef i Fårup Sommerland.
– Det er en opløftende melding vi har fået. Det er dejligt, at vi har fået en dato for, hvornår vi atter kan få glade gæster i parken, siger han.
Lokal vurdering
Fårup Sommerland havde håbet på at kunne åbne tidligere, men det vigtigste er, at der er sat en dato, så nu skal der arbejdes med forholdsregninger og restriktioner.
– Vi har endnu ikke fået en lokal vurdering af, hvordan vi kan åbne. Vi forventer, at den kommer de kommende par uger, siger Rasmus Mortensen.
– Men jeg er sikker på, at vi kan overholde reglerne, understreger han.
Masser af plads
Hele Fårup Sommerland inklusiv p-pladser og hestehold er på 800.000 kvadratmeter.
Publikumsområdet eksklusiv Hotel Fårup er omkring 225.000 kvadratmeter, oplyser marketingschefen.
– Hvis vi skal følge de samme regler, som der er for storcentrene, så skal der være 10 kvadratmeter per gæst. Det ville give plads til 22.000 gæster ad gangen, og så mange har vi aldrig haft, siger Rasmus Mortensen.
Desuden er Fårup Sommerland klar til at overholde alle regler om afstand også i forlystelser, hvis de stadig gælder.
– Selvfølgelig vil vi overholde alle regler, og vi er klar til at åbne, så snart vi for lov, siger Rasmus Mortensen.