Blokhus Torv forvandles igen i år til et musikalsk epicenter, når de populære gratis koncerter vender tilbage. Kendte musiknavne vil hele sommeren sørge for underholdningen, som hvert år tiltrækker både turister og lokale. Arrangementet, der er blevet en kærkommen tradition, er arrangeret af Erhvervsforeningen Destination Blokhus og lover festlige aftener fyldt med ørehængere, fællessang og kolde fadøl.

Festlige sommeraftener
Hver torsdag fra uge 27 til uge 31 omdannes torvet til en livlig koncertplads. Fra kl. 20.30 vil populære kunstnere og talentfulde musikere fylde luften med kendte popnumre. Allerede fra kl. 19.00 vil nogle af Danmarks bedste partybands varme publikum op med deres musikalske underholdning.
Åbning med Kopibandet.dk og Shu-bi-dua 2.0
Den 4. juli indleder Kopibandet og Shu-bi-dua 2.0 (tidligere kendt som Hardinger Band) koncertrækken, der officielt skyder sommeren i gang i Blokhus.
Shu-bi-dua 2,0, som tidligere var kendt som Hardinger Band, fortsætter traditionen med at levere de elskede Shu-bi-dua-hits med energi og charme. De bringer publikum på en rejse tilbage i tiden med deres ikoniske sange bl.a. “Hvalen Hvalborg”, “Står på en alpetop” og “Fed rock”, så der er for alvor lagt op til en nostalgisk aften.
Men inden det velrenommerede band indtager scenen varmer Kopibandet.dk gæsterne op. De har gennem en mere et årti leveret hundredvis af shows og er altid garant for et brag af en fest med deres egen version af hits, du både kender og elsker. Gamle klassikere som ”Hvorfor går Louise til bal” og ”Midt om natten”, men også nyere kunstnere er med på repertoiret som eksempelvis hits med Lukas Graham, Medina og Andreas Odbjerg.
Kom og nyd de gratis koncerter på Blokhus Torv. Det bliver med garanti en aften fyldt med gode minder, masser af syng med-øjeblikke og unik sommerstemning.
Støt koncerterne
En ny tilføjelse i år er muligheden for at købe støttemærker ved indgangen. For 50 kr. går bidraget ubeskåret til kunstnerhonorarer, lydfirma, toiletter, forplejning af frivillige, sikkerhedspersonale, stagehands, førstehjælpere og betalingsløsninger. Dit køb hjælper med at sikre, at de musikalske oplevelser kan fortsætte i Blokhus.
Tak til lokalsamfundet
Erhvervsforeningen Destination Blokhus ønsker i samme forbindelse at takke det lokale erhvervsliv og Jammerbugt Kommune for deres støtte, som gør sommerkoncerterne mulige. En særlig tak går også til det uundværlige frivilligkorps Team Blokhus, som igen i år står klar ved hanerne og rundt på koncertpladsen under samtlige koncerter.
Se det fulde program for torvekoncerterne her.