Jammerbugten:
Fodslaw Jammerbugten inviterer hele sommeren på hyggelige vandreture i Jammerbugt kommune
Tekst: Jane Møller Jensen – Foto: Presse
Man kan komme med Fodslaw Jammerbugten til Hugormereservatet og Søbakken med Jettestuerne i Svinkløv Plantage tirsdag d. 22. juli kl. 19. Foreningen arrangerer flere forskellige vandreturer rundt om i naturen i Jammerbugt kommune. Udover oplevelser, får man også god motion samt socialt samvær.
– Vi går på opdagelse i Svinkløv Plantages sydvestlige del. Vi vil gerne have, at turister og gæster kommer og er med, så det er gratis og man møder bare op. Blandt andet skal vi en tur gennem Hugormereservatet og Søbakken med Jettestuerne. Vi nyder udsigten viden om fra de skønt beliggende lyngbakker. Turen er rigtig hyggelig, udtaler Erik Arne Olsen fra Fodslaw Jammerbugten.
Fodslaw Jammerbugten arrangerer denne sommer også vandreture til bl.a. Lille Norge og Bratbjerg søerne.
– Vi er en flok glade motionister, som nyder at gå en frisk ugentlig vandretur uanset vejret. I Fodslaw er der ikke noget der hedder "Dårligt vejr!" – kun "forkert påklædning", fortsætter Erik Arne Olsen.