Det sker

Fast sommertradition med Løkken Koncert

 | FOTO: Presse
Dedikerede frivillige er med år efter år
Løkken koncert

Hver sommer igennem snart 40 år forvandler den idylliske by Løkken sig til et musikalsk midtpunkt med de kendte og højt elskede Løkken Koncerter arrangeret af GVL Løkken Idrætsforening. Tusindvis af koncertgæster og populære bands indtager badebyen hvert år, og disse friluftskoncerter har ikke blot en lang og glorværdig historie, men er også blevet et symbol på fællesskaber og lokal stolthed.

Løkken koncert 2022

Og hvis man tror der melder sig en form for mental træthed blandt frivillige igennem så mange år, så er det meget forkert.

En hel hær af dedikerede frivillige – faktisk op mod 500 personer – sikrer år efter år, at arrangementet forløber gnidningsfrit både med opgaver forud, under og efter hele arrangementet.

Mange af dem har været med i mange år, og deres passion og engagement er smittende. Udover de mange lokale kræfter strømmer folk også til fra andre dele af landet til Løkken for at hjælpe til. De har ofte en eller anden form for tilknytning til byen og nyder at komme retur og bruge en weekend i Løkken. Og denne bølge af fællesskab og vilje får alt til at gå op i en højere enhed og skaber en helt særlig atmosfære. Det er også en af grundene til at Kim Bach, der har været en del af koncertudvalget under Løkken Idrætsforening de sidste 34 år, fortsætter år efter år.

– Det giver noget til sindet. Både mentalt og fysisk, forklarer han. At være med i en idrætsforening, indgå i fællesskaber og det sociale, kan jeg godt lide. Og det bekræfter 68-årige Torsten Ussing fra Løkken, som har en lige så lang karriere med at være frivillig til Løkken Koncert. Hans opgave er selve personaledelen med koordinering af opgaver forud, og så hjælper han også til i baren under selve koncerten.

– Jeg kan i det hele taget godt lide at gøre noget. Det giver et smil i dagligdagen. At man bliver en del af den lokale samtale. Det gør mig glad. Derudover er det jo også dejligt at glæde koncertgæster, og være med at skabe en grobund for en lokal forening, hvor al økonomisk overskud giver bedre økonomi ude i klubberne.

Billetsalget er godt igang

I år finder Løkken Koncert sted på Løkken Stadion på Brændingen 1 lørdag 13. juli, og forsalget er godt i gang.

Der forventes, at der vil møde 8.500-9.000 koncertgæster op, når der tages hul på programmet, der både tæller Nik & Jay, BLÆST, Benjamin Hav & Familien, Dodo & the Dodos samt Magtens Korridorer.

Programmet rammer bredt – helt som det også har gjort igennem mange år. Det er vigtigt for arrangørerne, at det er en familiekoncert, og det arbejder de altid henimod for at give alle en rigtig god koncertoplevelse.

Læs om fantastiske oplevelser og events