Nyheder
imported

Ferie i Danmark er alle pengene værd

Syv ud af ti udenlandske turister er meget tilfredse med deres ferie i Danmark. Det viser en ny tilfredshedsundersøgelse fra VisitDenmark, der også kan fortælle, at hele tre ud af fire vil anbefale Danmark som rejsemål, og at flere end halvdelen ønsker at rejse til Danmark igen inden for de næste to år.

Ferie i Danmark er alle pengene værd

Tekst: Louise Kande – Foto: Blokhus avis

VisitDenmark har spurgt 12.000 danske og udenlandske turister om deres oplevelser i det danske ferieland, og turisternes svar viser, at de generelt er blevet mere tilfredse med deres ferie i Danmark.

– Konkurrencen om turisterne er hårdere end nogen sinde før, så det er helt afgørende for vores fremtidige vækstmuligheder, at vi lytter til turisterne og fokuserer på at imødekomme de ønsker, de har. Dansk turisme har et stort potentiale, og det skal vi have udnyttet. Vejen frem er udvikling og massiv markedsføring, så turisterne ved, hvad de kan opleve i Danmark, forklarer Jan Olsen, administrerende direktør i VisitDenmark på www.visitdenmark.dk

Bedre sammenhæng mellem pris og kvalitet

Ifølge undersøgelsen er turisterne rimelig tilfredse med det danske ferielands aktiviteter og kulturtilbud, men i sammenligning med resten af Europa er der plads til lidt forbedringer i Danmark. Undersøgelsen efterlyser derfor flere attraktive og prisvenlige aktiviteter til turisterne i hele landet.

– Også når man ser på forholdet mellem pris og kvalitet har Danmark fortsat svært ved at være konkurrencedygtige. Det relativt høje danske prisniveau øger de udenlandske turisters forventninger om høj kvalitet og god service til et niveau, hvor Danmark ikke altid kan følge med, fortsætter han.

Undersøgelsens konklusioner bekræftes i en ny international undersøgelse fra turismeanalysebureauet TCI Research, der sammenligner turisternes tilfredshed i landene omkring os, og på baggrund af de to undersøgelser står det klart, hvor kræfterne skal bruges i den internationale markedsføring af dansk ferie.

Fokus på oplevelser

Danskerne er meget vellidte blandt udenlandske besøgende, men danskere skal blive endnu bedre til at guide turister til de bedste oplevelser, spisesteder og overnatningsmuligheder. – Og så skal vi generelt droppe tanken om blive billigst, men i stedet fokusere på de oplevelser, som fremstår så særlige, unikke eller ubetalelige, at turisten sætter prisen i anden række, afslutter Jan Olsen, administrerende direktør i VisitDenmark på www.visitdenmark.dk.  

Læs om fantastiske oplevelser og events