Blokhus

Feriehusene fortsat en populær ferieform

Stærk efterspørgsel sikrer et tilfredsstillende 2024

Tilbageblikket på 2024 viser, at ophold i feriehuse stadig er en populær ferieform, selv i en tid præget af økonomisk usikkerhed og forandringer. Avisen har spurgt to af de store feriehusudlejere i området om deres syn på det seneste år og hvilke tendenser der gør sig gældende for 2025.

Sol og Strand

2024 har generelt været et positivt år for Sol og Strand, siger administrerende direktør Per Dam Jensen, når han ser tilbage på antallet af overnattende gæster i feriehusene. To år med regn i juli måned kunne godt have påvirket udlejningen, men på trods af det har feriehusudlejeren alligevel oplevet en fremgang sammenlignet med 2023, der ellers var et rekordår.
Samtidig kan Sol og Strand glæde sig over rekordhøj gæstetilfredshed, og det gode år har også ført til historisk høj gennemsnitlig omsætning for husejerne. To nøgleparametre, som, sammen med medarbejdertilfredshed, vægtes højt i virksomheden.
Per Dam fortæller videre, at især for- og eftersæsonen har været godt besøgt, og at det er med til at udvide sæsonen.
Året startede godt ud med mange feriegæster, men de første uger af juli var præget af regn, hvilket gik ud over last minute-bookinger. Heldigvis blev det opvejet af en god eftersæson.
Det er primært gæster fra Tyskland, Danmark og Holland, der står for væksten, mens en svækket norsk valuta har betydet lidt færre norske gæster.
Når feriehusudlejeren ser frem mod 2025, viser bookingerne allerede nu, at der er vækst på alle markeder, inklusive en genkomst af de norske gæster.
Per Dam ser derfor positivt på 2025, som han tror på kan blive endnu bedre end 2024 – og gerne med sol også i juli måned.

Feriepartner Blokhus

Også hos Feriepartner i Blokhus er der en positiv melding, når der gøres status over året.
Sæson 2024 har været meget positiv, med en stigning på 10,5 % i udlejede uger sammenlignet med sæson 2023, fortæller salgschef og partner Michael Bisgaard.
Den største tendens, feriehusudlejeren har observeret, er en øget prisfølsomhed i markedet. -Det betyder, at priserne skal være konkurrencedygtige fra starten, da der ellers er mange andre feriealternativer både i Danmark og udlandet, uddyber han og fortsætter: -De seneste sæsoner har priserne i højsæsonsugerne været presset op, men i år oplevede vi, at markedet har nået et loft. Det resulterede i en belægningsprocent, der ikke helt matchede 2023, hvilket vi allerede har taget højde for i prissætningen for sæson 2025.

Selvom gæsterne er blevet mere prisbevidste er feriehusproduktet ikke blevet mindre attraktivt og især for- og eftersæson har tiltrukket gæsterne.
-Påsken 2024 markerede sig med en betydelig stigning i antal bookede uger sammenlignet med 2023, og hele for-sæsonen var imponerende godt udlejet, siger salgschefen. Dog har feriehusudlejeren skulle kigge længere efter de danske gæster tidligere på året, men de vendte retur i efteråret, hvor virksomheden så en markant stigning.
Så selvom det danske marked er blevet en kende mere ustabilt, så er der en positiv udvikling fra andre nationaliteter, hvor Feriepartner ser at især schweiziske gæster har vist større interesse for Blokhus.
-Men en generel betragtning er at markedet har givet flere bookinger i ydersæsonen og nu også har stabiliseret sig prismæssigt. Vi ser derfor frem til en spændende sæson 2025, hvor bookingaktiviteten allerede er godt i gang, afslutter Michael Bisgaard.

Stor efterspørgsel i for- og eftersæson

Så på trods af høj inflation og ændringer i gæsternes bookingadfærd blev 2024 et tilfredsstillende år.
Begge udlejere beretter om vækst, især i for- og eftersæsonen, samt en stabilisering af markedet, der nu er mere prisfølsomt end tidligere. Sæsonen har budt på øget efterspørgsel fra udenlandske gæster lige bortset fra de norske, og de danske gæster markerede sig især stærkt i efteråret.
Med rekordhøj gæstetilfredshed og fremgang i antallet af bookinger ser udlejerne allerede frem til 2025, hvor tendenserne tyder på yderligere vækst og en stabilisering i markedet.

 

Læs om fantastiske oplevelser og events